Landskampe: Hradecky og Fridjonsson kampgørende

21.01.2015 11:20

En række spillere fra Brøndby IF's Superligatrup har været eller er for tiden afsted på landsholdstur.

Det gælder blandt andet for Lukas Hradecky, der sammen med klubkollega Teemu Pukki var med det finske landshold i Abu Dhabi. Her mødte de mandag Sverige, der havde Johan Elmander på banen i første halvleg.

I det opgør var det finnerne, der fik håneretten med en 1-0-sejr. Teemu Pukki spillede en times tid uden at komme på tavlen, mens Brøndby-kollega Lukas Hradecky var kampafgørende for finnerne, da han efter 39 minutter reddede et svensk straffespark ved stillingen 0-0. Se den fine redning her.

Andetsteds markerede Brøndby IF's angriber Holmbert Fridjonsson sig ligeledes på den internationale scene. Den store islænding scorede nemlig det udlignende mål på straffespark, da Islands landshold spillede uafgjort 1-1 mod Canada i USA. Fridjonsson spillede hele kampen for Island.

Både Fridjonsson, Hradecky og Pukki er vendt hjem til Vestegnen og er alle tre med i den Brøndby-trup, der onsdag morgen satte kursen mod Tyskland og årets første træningskamp mod TSG 1899 Hoffenheim.

Dermed er det kun de fire U21-landsholdsspillere, Frederik Holst, Riza Durmisi, Andrew Hjulsager og Christian Nørgaard, der fortsat er afsted på landsholdstjeneste. De fire talenter støder til Brøndby-truppen den 28. januar på træningslejren i Portugal.