Blog, Jesper Jørgensen: Nu skal vi løfte os til næste niveau

07.01.2015 14:40

Bloggen er tilbage på brondby.com. I løbet af 2015 vil forskellige personer fra Brøndby IF blogge om forskellige aktuelle og relevante emner.

Vi lægger ud med administrerende direktør Jesper Jørgensen.

Nu skal vi løfte os til næste niveau

Så gik der endnu et år i Brøndby IF. 2014 var - som årene før - bestemt ikke kedeligt. For mig personligt var det forgangne år utrolig spændende og udfordrende, særligt siden jeg i starten af februar blev administrerende direktør. Det var en ære for mig at få tilbudt stillingen, og jeg er meget glad for, at både den gamle og nye bestyrelse har vist mig den tillid. 

Selvom de sidste års turbulens kan indikere, at det ikke er en stol, man nemt bliver siddende i over længere tid, så har jeg tænkt mig at gøre mit for at ændre på den tendens. Jeg har fået ansvaret for en stor og spændende opgave – at få Brøndby IF tilbage på sporet rent økonomisk – og det har jeg sammen med den øvrige organisation tænkt mig at levere på.

Generelt tror jeg, at det er vigtigt med kontinuitet i Brøndby IF. Uanset om det er i den sportslige afdeling eller andre steder i organisationen, er det kun sådan, man skaber de langvarige og fornødne resultater. Det er der utallige eksempler på både i fodboldbranchen og i det øvrige erhvervsliv.

Vi er i 2014 nået et rigtig pænt stykke vej rent organisatorisk. Vi har igen en velfungerende og ressourcestærk virksomhed efter nogle år med nedskæringer og knaphed på ressourcer. Som jeg også sagde til medarbejderne kort før jul, så er vi dog langt fra i mål. Der venter en masse hårdt arbejde i de kommende år. 

Som I der læser denne blog formentlig ved, er vores helt store målsætning at få en økonomi i balance i 2017. Det mål er meget vigtigt for os. Vi tror fuldt og fast på det og arbejder stenhårdt for at komme i mål. Det kommer dog ikke til at ske uden bump på vejen.

Vi har været inde i en turnaround-fase, hvor investeringer i personale og materiel har været nødvendige for at løfte vores niveau og igen blive konkurrencedygtige på alle parametre. De investeringer vil belaste os et stykke tid endnu, så de sorte tal på bundlinjen venter ikke lige om hjørnet. De kommer i 2017, som vi har sagt, mens vi i de kommende to regnskabsår meget gerne skulle se gradvise forbedringer, hvor vi stille og roligt nærmer os et nul-resultat.

2014 har været året, hvor vi skulle etablere os som organisation og fodboldhold. Det har vi gjort, og nu skal vi med det setup, vi har fået etableret, til at levere og løfte os til det næste niveau. For at en stor klub som Brøndby IF kan blive økonomisk rentabel, kræver det, at vi er en fast bestanddel af Superligaens top.

Det ligger helt fast, og det er også i mine øjne det mindste, man kan forvente af en klub med så stolte traditioner og af Brøndby IF’s størrelse. Naturligvis skal vi være en fast bestanddel af toppen i dansk fodbold og også gerne komme helt til tops så ofte som muligt.

Efter et 2013 hvor alle kæmpede skulder ved skulder for at redde og fremtidssikre klubben, har 2014 budt på mindst lige så meget engagement fra fans, medarbejdere, frivillige, partnere og sponsorer. Det har været fantastisk at være vidne til. Vi er så mange, der brænder for at få Brøndby IF helt derop, hvor vi hører til. Den dedikation er en kæmpe gave for en klub, men det forpligter samtidig os alle sammen til at give fællesskabet noget igen og leve op til alles forventninger.

Hvis vi formår at løfte i fællesskab, er jeg fortrøstningsfuld. Så skal vi nok lykkes. Rigtig godt nytår.

Blågule hilsner,
Jesper Jørgensen