JulepAGGER: Daniel Agger besøgte børneafdelingen

11.12.2014 11:44

Der blev uddelt gaver, kage og autografer samt udvekslet masser af smil, da Daniel Agger i slutningen af november besøgte Hvidovre Hospitals børneafdeling for at sprede juleglæden. Under armen havde Agger en masse gaver med til de børn, der godt kunne bruge lidt ekstra omsorg under deres indlæggelse.

Agger

Daniel Agger lagde vejen forbi børneafdelingen på Hvidovre Hospital.

Besøget, der var på Aggers eget initiativ, var inspireret af hans ophold i Liverpool FC. Her var det en tradition, at klubbens spillere i julen tog ud til byens børnehospital og delte gaver ud til de indlagte børn.

Hjemme i Brøndby igen har Agger følt, at det ville være en god tradition at videreføre, og derfor tog han og Brøndby IF et smut forbi børneafdelingen på Hvidovre Hospital. Også Brøndby IF’s maskot, Nanok, var med på besøget, og sammen med Agger blev der uddelt både julegaver, kage og krammere til den store guldmedalje.

nanok

Nanok var også med på besøg hos børnene på Hvidovre Hospital.

At landsholdsanførerens besøg spredte glæde, blev ikke kun synliggjort af de mange børns smil og glæde. Også lægerne, der har deres daglige gang på afdelingen, var meget glade for besøget. Overlæge på børneafdelingen Klaus Børch havde således følgende at sige om oplevelsen:

- Det er rigtig dejligt med et afbræk i en hospitalsindlæggelse, så det er en meget stor støtte for børnene. Daniel har gjort det fantastisk herude, og han har virkelig flair for at snakke med børnene. Så vi har været rigtig glade for besøget.

Du kan se mere fra hospitalsbesøget, når Brøndby Junior TV's juleafsnit inden længe løber over skærmen på brondby.com og brondby.com/junior. Her vil der også være klip fra den store juletræsfest med Superliga-spillerne, der blev afholdt på Brøndby Stadion for Brøndby Junior-medlemmer.

Agger
Daniel Agger delte ikke kun Brøndby-gaver ud, men skar også kagen for.

Agger
Agger på stuebesøg.

Agger
Se mere om Aggers hospitalsbesøg i Brøndby Junior TV's juleafsnit, som snart løber over skærmen her på brondby.com og brondby.com/junior.