Brøndby IF kåret til Årets virksomhed i Brøndby Kommune

28.11.2014 12:25

På en prisoverrækkelse på Brøndby Rådhus torsdag eftermiddag overrakte borgmester i Brøndby Kommune, Ib Terp, prisen som Årets private virksomhed til Brøndby IF.

Borgmesteren begrundede kåringen således:

- Der er vedvarende et godt samarbejde mellem Brøndby IF - i daglig tale BIF - og Jobcenter Brøndby. BIF er blevet et virksomhedscenter med faste praktikpladser til borgere med andre problemer end ledighed. 

- BIF beskæftiger derfor borgere fra forskellige af jobcentrets målgrupper i enten virksomhedspraktik, løntilskud eller ordinær beskæftigelse. Hvis det ikke er muligt at beskæftige borgeren i BIF, trækker virksomheden på dens store netværk af samarbejdspartnere. Dette netværk er yderligere en fordel ved samarbejdet mellem BIF og jobcentret.

- Med udgangspunkt i denne indstilling er det mig en stor glæde at overrække prisen som årets private virksomhed 2014 til Brøndby IF.

Det er Det Lokale Beskæftigelsesråd i Brøndby Kommune, der uddeler priserne til årets virksomheder. Det er medarbejdere fra Jobcenter Brøndby samt Job- og Aktivitetscenter Vestegnen, der har indstillet virksomhederne til priserne som årets virksomheder. De indstillede virksomheder har alle det til fælles, at de gør en særlig indsats for en rummelig arbejdsplads.

Om kåringen til Årets private virksomhed siger Brøndby IF’s administrerende direktør Jesper Jørgensen:

- Det er vigtigt for os at tage et socialt ansvar, der rækker ud over vores egen næsetip. I Brøndby IF lægger vi meget vægt på at hjælpe lokalområdet på forskellige måder, og på beskæftigelsesfronten har vi mulighed for at gøre en forskel for de ledige, der kommer i et forløb hos os. 

- Vi har et rigtig godt og konstruktivt samarbejde med Brøndby Kommune på flere områder, og vi er glade for deres anerkendelse af vores indsats. Kåringen ser vi også som et tegn på, at vi som organisation er kommet på fode igen efter nogle vanskelige år, og at vi har medarbejdere med rummelighed samt overskud til at yde en indsats til fordel for andre.

Brøndby IF arbejder for tiden på færdiggørelsen af en ny CSR-politik, som skal styrke klubbens sociale profil yderligere. Arbejdet ventes færdiggjort inden forårssæsonens opstart.