Backtalent forlænger til 2017

27.11.2014 15:20

Brøndby IF's unge backtalent Svenn Crone, der i pokalkampen mod Fremad Amager fik sin officielle debut i gult og blåt, har forlænget kontrakten til sommeren 2017.
 
19-årige Crone blev i sommer rykket op i Superligatruppen og har siden da trænet fast under Thomas Frank og co.
 
Sportsdirektør Per Rud udtaler:
 
- Svenn har gjort det godt både i sin tid som ungdomsspiller her i klubben og i det halve år, han har været senior. Her har han vist os den rette indstilling til tingene, og det belønner vi nu med en kontraktforlængelse. Svenn har uden tvivl et spændende potentiale og nogle fine fysiske egenskaber, der kan bygges videre på.
 
Cheftræner Thomas Frank supplerer:
 
- Svenn er en backtype, der passer godt til vores spillestil. Han er hurtig, eksplosiv og dygtig til at komme med i offensiven. Han skal selvfølgelig bygge på - blandt andet i forhold til at finde de rigtige pasninger og blive endnu mere afklaret i det defensive arbejde. Men der er helt bestemt en række fine forudsætninger, som vi sammen med ham skal udvikle yderligere i de kommende år.
 
Svenn Crone, der har rygnummer 27 i Brøndby IF, har spillet på samtlige U-landshold fra U16 til U20. I alt er det indtil videre blevet til 31 U-landskampe for den unge forsvarsspiller.