Frank: Reaktionen skal være en toppræstation

23.11.2014 11:00

Cheftræner Thomas Frank og resten af holdet har forberedt sig grundigt på søndagens hjemmekamp mod SønderjyskE og er sultne efter at levere en helt anden og meget bedre præstation end sidste runde mod Hobro.

- Vi har en stor sult efter at slå tilbage, den her "bounce-back-effekt". Når man er nede, handler det om, hvordan man reagerer der. Og der skal vi reagere således, at vi laver en toppræstation, lyder det fra cheftræneren, der fortsætter:

- Vi skal tage fat i det, som vi er dygtige til. Vi skal tage fat i at fastholde spillet, bygge spillet op, flytte bolden hurtigt, være aggressive i dybden - få dem ud at løbe - og så selvfølgelig lukke deres direkte spil ned med ekstremt aggressivt pres. Det er de vigtigste ting.

Thomas Frank hæfter sig forud for kampen blandt andet ved den gode hjemmebanestatistik for de blågule samt det faktum, at det sidste Superligahold, der har besejret sønderjyderne er.... Brøndby IF.

- Det var heldigvis os, der slog SønderjyskE sidste gang, de tabte, og det er selvfølgelig noget, vi skal bære med ind til kampen her. En anden ting er, at vi er ved at få bygget det her fort op, som vi rigtig gerne vil have på Brøndby Stadion.

Der er kickoff mellem Brøndby IF og SønderjyskE søndag kl. 17.