Fridjonsson: Faldet perfekt ind i Brøndby

15.11.2014 09:35

På en af transfervinduets sidste dage lærte de fleste Brøndby-fans et nyt navn at kende. Islandske Holmbert Fridjonsson kom til klubben på en lejeaftale fra Celtic FC og skulle det næste år vise sig frem foran det danske publikum. Nu er der snart gået to og en halv måned, siden han kom til Danmark, hvorfor det er på høje tid at få en statusopdatering fra den unge islænding.

brondby.com tog derfor en snak med 21-årige Fridjonsson om det at være langt væk hjemmefra, om niveauet til træning, og hvordan han ser sin rolle på holdet. 

- Jeg føler, at jeg er faldet perfekt ind her i Brøndby. Jeg er vild med mine holdkammeratet og alt omkring klubben, så jeg føler mig rigtig godt tilpas her, siger Fridjonsson, der i starten af sin udlandskarriere skulle vænne sig til at være væk fra de vante omgivelser:

-  Da jeg flyttede til Skotland, var det selvfølgelig hårdt i starten. Man havde lidt hjemve, for det var første gang, jeg skulle stå på egne ben, men det var godt for mig. Det var en hård tid, men det har modnet mig meget at være udlandsprofessionel.

- Det er til gengæld lidt anderledes med dette skifte. Danmark og Island ligner hinanden på mange punkter, så det har gjort det nemmere at falde til her. Samtidig har jeg også fået min kæreste herned for første gang i min udlandskarriere, hvilket naturligvis også er med til at gøre livet lettere, lyder det fra Fridjonsson. 

Godt niveau til træning

Det er ikke kun uden for kridtstregerne, den høje islænding har fundet sig godt til rette. Han føler sig også godt tilpas til den daglige træning, hvor han kan melde om højt niveau og tempo. Det er med til at gøre den enkelte spillere bedre, men Fridjonsson gør også gerne det ekstra, der skal til for at kæmpe med om pladserne.

- Jeg synes, at niveauet til træning er rigtig godt. Det er en flok dygtige spillere, og tempoet er også højt, så alt i alt træner vi på et godt niveau. Men jeg selvtræner også ofte, når den almindelige træning er overstået, så jeg kan udnytte tiden optimalt og udvikle mig så godt som muligt. Både spillemæssigt og fysisk, siger Fridjonsson. 

- Til stort set hver træning bliver jeg bagefter og træner mine afslutninger, indlæg og mit hovedspil. Her har Peter Foldgast hjulpet mig meget, og han stiller gerne op, når de forskellige ting skal øves. Og så løber jeg også ekstra, når der er brug for det, hvor Ahron (Thode, fysisk træner, red.) hjælper med hvordan og hvor meget. Så samlet set er træningsmiljøet her i Brøndby rigtig godt for mig. 

Kæmper for startplads

Fridjonsson har stadig sin første startplads til gode, da lejekammeraten fra Celtic FC, Teemu Pukki, har sat sig solidt på pladsen i front. Islændingen har dog haft nogle fine indhop med mål til følge, og for ham handler det om at vise sig frem, så han med tiden kan tilkæmpe sig mere spilletid.

- Når du har den rolle på holdet, som jeg har lige nu, så handler det om at vise dig selv frem, når du får chancen. Så når jeg kommer ind, prøver jeg at vise mine kvaliteter og vise, hvad jeg kan bidrage med over for træneren. Jeg vil jo gerne vise, at jeg skal starte inde. 

- Alle vil gerne være en del af startopstillingen, og det er også mit mål her i Brøndby. Så det skal jeg vise, at jeg kan. I nogle kampe synes jeg, at jeg har vist mig godt frem, mens jeg i andre måske ikke har vist mig fra min bedste side. Men det kan også være svært at komme ind i kampe med ti minutter tilbage. Man når ikke altid at få sat sit aftryk på kampen. Men jeg forsøger naturligvis altid at gøre mit bedste, lyder det afslutningsvis fra Fridjonsson.