Ny kommerciel direktør i Brøndby IF

07.11.2014 11:15

Brøndby IF meldte tidligere på året ud, at klubben ønskede at tilknytte en ny kommerciel direktør.

Efter en grundig rekrutteringsfase er valget nu faldet på 48-årige Henrik Bartholdy, der altså bliver ny kommerciel direktør i Brøndby IF.

- Vi har været på jagt efter en person, der kan tage virksomheden til det næste niveau og skabe den vækst, der spiller en central rolle i vores strategiplan for de kommende år, "Brøndby IF - Vision 2017". Vores mål er at være i balance uden transferindtægter senest om tre år. Vi er sikre på, at Henrik Bartholdy med sin erfaring og energi kan gøre en forskel på det kommercielle område, siger Brøndby IF's administrerende direktør, Jesper Jørgensen.

Henrik Bartholdy startede i 1999 et af de første og mest prisvindende sponsorbureauer i Danmark og Norden, MEC Access. I 2001 blev bureauet delvis solgt til mediebureauet MEC. Henrik Bartholdy var i perioden 2007-2014 nordisk direktør for MEC Access.
 
Henrik Bartholdy har ligeledes siddet i MEC Access' globale lederteam samt i direktionen for MEC.
 
Inden sin tid i bureaubranchen har Henrik Bartholdy arbejdet med salg på alle niveauer og har oprindelig en finansiel baggrund fra Danske Bank. 

- Det er mit mål at opbygge et ambitiøst og troværdigt kommercielt Brøndby, der med respekt for værdierne kan skabe forretning for vores kunder og oplevelser for klubbens fans, siger Henrik Bartholdy og fortsætter:
 
-  Vi skal lære af de bedste og turde gå nye veje. Brøndby IF skal ikke kun ligge i toppen sportsligt, vi skal også være en topprofessionel kommerciel platform til gavn for klubbens fans og de brands, der arbejder sammen med os.

Administrerende direktør Jesper Jørgensen tilføjer:
 
- I den nye sæson har vi fået to stærke partnere med på holdet i form af Bet25 og Arbejdernes Landsbank som henholdsvis hovedsponsor og co-sponsor. Det er tydeligt, at markedet igen er begyndt at have tillid til Brøndby IF. De samtaler, vi har haft med Henrik Bartholdy de seneste uger, har overbevist os om, at han kan styrke den positive udvikling, vi har oplevet på det seneste.

Henrik Bartholdy har første arbejdsdag i Brøndby IF den 1. december.