Interview: Tæt på Albert Capellas

06.11.2014 16:25

I foråret 2014 fik Brøndby IF’s trænerstab tilføjet en stor portion internationalt snit. Førsteassistent Albert Capellas er en mand, der vil forudse spillet og opløse forskellen på forsvar og angreb. Og så er han vild med Brøndbys vision.

"Fodbold i Brøndby"-avisen har taget en snak med trænerteamets spanske islæt.

Bragt i "Fodbold i Brøndby", september 2014

Han falder ind i rammerne omkring Brøndby Stadion som det naturligste i verden. Den 46-årige spanier Albert Capellas har arbejdet i FC Barcelona med spillere som Victor Valdes, Andreas Iniesta og Thiago Motta. Haft lejlighed til samtaler med Pep Guardiola. Samarbejdet med den tidligere Barcelona-spiller Albert Ferrer i hollandske Vitesse. Men nu er han i Brøndby med godt humør og en afslappet stil, der på ingen måde skal forveksles med mangel på knivskarp ambition.

- Min drøm om at blive professionel fodboldspiller kunne ikke opfyldes, fordi min familie og jeg boede i en meget lille by med en meget lille klub. I stedet ville jeg så gå trænervejen. Som 18-årig tog jeg til Barcelona og studerede sport på universitetet, og jeg brugte næsten al min tid på at se FC Barcelonas træninger, mens først Johan Cruyff og siden Bobby Robson var der, fortæller Albert Capellas, der netop har færdiggjort en torsdagstræning med førsteholdet i Brøndby.

Efter nogle år i forskellige træningsmæssige funktioner ville Capellas dog et seriøst skridt op. Han gjorde op med sig selv, at enten ville han arbejde for FC Barcelona, eller også ville han ændre sit liv og lave noget andet. Så ringede telefonen. Og det opkald betød, at Albert Capellas ikke behøvede at skifte karrierevej.

Capellas arbejdede først som assistenttræner for FC Barcelonas reservehold i tre år, inden det blev til seks år som koordinator for klubbens ungdomsakademi. Allerede i Barcelona-tiden stiftede Capellas bekendtskab med danske navne som Keld Bordinggaard, Kasper Hjulmand og Thomas Frank. Møder, der senere skulle gøde hans karriere. Efter en tid i Holland blev spanieren nemlig lokket til Brøndby.

- Efter fire år i Vitesse henvendte Thomas Frank sig til mig og fortalte om projektet i Brøndby. Jeg undersøgte Danmark og blev med min familie enig om, at vi kunne lide landet og mentaliteten og ville blive glade her. Det tiltalte mig, at klubben har en meget klar vision og mission. Normalt har klubber mere kortsigtede mål, såsom at vinde hver eneste kamp, men Per Rud og Thomas Frank overbeviste mig om, at her havde man virkelig gang i et langsigtet projekt, siger Capellas, der fremhæver Brøndbys Masterclass-satsning som en udslagsgivende faktor for sin beslutning.

- Med min baggrund fra ungdomsarbejde var det en drøm for mig. Man har indflydelse på måden at spille og træne på i hele klubben, og man kan hjælpe klubben med at forme dens egen fodboldfilosofi. Det er ikke muligt ret mange steder i verden, fortæller han.

Capellas har meget i bagagen. Blandt andet en universitetsgrad samt en Mastergrad i Sports Management fra Johan Cruyff-instituttet i Barcelona og en forkærlighed for fodbold, der er attraktivt både at spille og se på.

- Jeg kan godt lide offensiv og kreativ fodbold. Fodbold skal være dynamisk og skabe chancer, men jeg er også den type træner, der gerne vil kontrollere spillet. Jeg vil gerne have styr på, hvornår vi kan spille hurtigt og måske skabe et kontraangreb, men også hvornår holdet skal tage det lidt roligt, holde længere på bolden og lade modstanderen løbe sig selv trætte, siger Albert Capellas.

Han fremhæver, at moderne fodbold kræver speed. I tanke og handling. Med og uden bold. Hvis bolden mistes, skal den helst tilbageerobres inden fem sekunder. Ellers må holdet afvente, organisere sig og søge en tilbageerobring med højt pres. Forudseenhed er et nøgleord. Ligesom det også er det for Pep Guardiola, som Capellas arbejdede sammen med i FC Barcelona.

- Barcelona er på mange måder som en familie, og Pep og jeg beskæftigede os meget med de samme områder. Han er en speciel person og træner, som gerne vil kontrollere alt ned til mindste detalje. Han prøver at forstå, hvorfor tingene sker, og hvordan han kan hjælpe spillerne med at løse problemer, der opstår. Han tænker fremad og vil forudse, hvilken type kamp der skal spilles næste weekend. Han fortæller spillerne, at hvis det her sker, kan vi løse det på den her måde og træne det på forhånd.

Guardiola tog i sin aktive karriere fra Spanien til Italien og tilegnede sig en masse viden om defensiv fodbold. Den nye måde at tænke forsvarsspil på kom til at påvirke FC Barcelona som hold, og den kom til at påvirke Albert Capellas som træner.

- Når man angriber, skal man også tænke defensivt og omvendt. Jeg vil nærmest sige, at angrebsspil og forsvarsspil ikke findes i fodbold, fordi de er forbundne. Med Thomas Frank og Claus (Nørgaard red.) snakker jeg om de små detaljer, der skal gøre forskellen i fremtiden. Hvis vi angriber, skal vi være defensivt organiserede og forudse, hvad der sker, hvis vi mister bolden. Det er moderne fodbold, vurderer Albert Capellas.

Han havde gjort sit hjemmearbejde, før han tog til Brøndby. Han vidste godt, at klubben formentlig sagtens kan gøre sig i den hollandske liga. Måske endda i den spanske. Han vidste, hvad danskere står for, og at danske spillere arbejder hårdt og sjældent beklager sig. Men noget overraskede alligevel Albert Capellas.

- De fantastiske fans har overrasket mig. Måden, de støtter og føler holdet på, er unik. Bag denne klub er der en masse mennesker, der ønsker, at klubben skal have succes i fremtiden, som den har haft det tidligere. De vil hjælpe klubben med at tage det næste skridt. Jeg føler det her potentiale, som klubben har. Der er en positiv dynamik og optimisme i klubben, der giver et fantastisk indtryk, så snart du kommer her, siger den spanske førsteassistent.

Han forudser gode ting for Brøndby. Og evnen til at forudse er noget helt essentielt for Albert Capellas. Som han siger, kommer de forudseende spillere til at spille Champions League. De spillere, der blot reagerer, må tage til takke med mindre.

-----

Du kan læse hele "Fodbold i Brøndby"-avisen på din mobil, tablet eller computer ved at klikke her.

Artiklerne stiller - ud over Albert Capellas - skarpt på Johan Elmander, fysisk træner Ahron Thode, Masterclass-talentet Joel Kabongo og Daniel Aggers hjemkomst.