Kahlenberg: Forventer et helt andet Brøndby-hold

01.11.2014 12:10

Søndag kl. 18:30 tager Brøndby IF imod Randers FC på Brøndby Stadion. For halvanden måned siden var det præcis samme match-up på nøjagtig samme sted, men det var ikke en god oplevelse for de blågule. Randers kom foran allerede i det 3. minut og endte med at vinde kampen 2-0 foran 25.551 tilskuere.

Siden da har Brøndby IF vist lovende takter, og anfører Thomas Kahlenberg forventer derfor at se et langt højere niveau fra de blågule denne gang.

- Vores niveau skal selvfølgelig løftes (sammenlignet med seneste kamp mod Randers, red.). Det er også svært ikke at gøre det bedre end sidste gang. Det var en kollektiv offday på alle måder, siger Thomas Kahlenberg.

- Jeg forventer, at vi kommer til at se et helt andet Brøndby-hold og forhåbentlig en helt anden mig selv. Vi er inde i en god stime, men vi har selvfølgelig også rigtig meget respekt for Randers. Deres resultater taler for sig selv, siger han om søndagens modstander, som i øjeblikket ligger nummer to i Superligaen.

- Siden den kamp har vi haft en god base rent defensivt. Der har været bedre struktur. Vi har ikke haft de samme udfald, så vi har haft en højere bundniveau. Derudover synes jeg, at vi har fået mere flow i det chanceskabende spil, og vi er blevet bedre til at tage de rigtige beslutninger på den sidste tredjedel i forhold til at skabe de gode chancer. Bortset fra Esbjerg-kampen (0-0 i søndags, red.) har vi også sparket en del mål ind, siger Brøndby-anføreren og tilføjer:

- Der er mange gode momenter, og vi har været godt kørende på Brøndby Stadion på det seneste, så det skal følges op.

Du køber billet til opgøret via brondby.com/billet.

Tror du, at Thomas Kahlenberg kommer på tavlen mod Randers FC søndag aften? Så er der odds 4.50 at hente hos Brøndby IF's hovedpartner, Bet25.dk.