Laursen: Kæmpestort med debut

30.10.2014 08:20

16 år og 252 dage. Så gammel, eller rettere ung, var Nikolai Laursen, da han onsdag aften debuterede for Brøndby IF’s bedste fodboldhold i DBU Pokalen mod Fremad Amager. Nikolai Laursen, der har spillet i klubben siden han var helt lille og dermed er et produkt af klubbens egen avl, blev dermed den yngste debutant nogensinde i en officiel kamp for Brøndby IF.

Efter kampen var den unge kantspiller glad for at få muligheden af cheftræner Thomas Frank og lykkelig over oplevelsen:

- Det er selvfølgelig kæmpestort. Det havde jeg ikke regnet med, da jeg var mindre. At det ville ske i så ung en alder. Jeg er bare utrolig glad og stolt.

- Det var en kæmpe oplevelse at høre fansene, da jeg blev skiftet ind. Det er Danmarks bedste fans, og jeg fik sgu også lidt gåsehud. 

Efter kampen tog anfører Thomas Kahlenberg ordet i omklædningsrummet og gav talenterne Nikolai Laursen og Svenn Crone (der også debuterede onsdag aften) fine ord med på vejen oven på deres første officielle kamp for de blågule. Det var noget, Nikolai Laursen blev glad for:

- Det blev jeg rigtig glad for. Det er kæmpestort for mig, og at sådan en stor spiller roser mig, det viser bare hans klasse.

- Debuten giver da blod på tanden, men jeg tager tingene, som de kommer. Jeg vil bare arbejde hårdt, som jeg har gjort, og så håber jeg, at det vil belønne sig igen.

Unge Nikolai Laursen blev i sommer rykket permanent op i Brøndby IF’s Superligatrup.