Optakt: Se Masterclass-talenterne i weekenden

24.10.2014 11:05

Som led i satsningen og fokussen på Brøndby Masterclass vil brondby.com hver fredag bringe en lille optakt forud for weekendens U19-, U17- og U15-kampe. 

Her vil A+ træner Henrik Lehm, samt lejlighedsvis de respektive U-trænere, kommentere på rundens kampe og fortælle hvilke formstærke talenter, som tilskuerne kan holde ekstra øje med.

I denne uge kan du læse om holdenes umiddelbare form, om sprudlende offensive og defensive talenter samt U15-holdets fokus på at yde 100%.

U19

Næste kamp: Silkeborg (form: VTTTV), lørdag klokken 13:00 på Bane 10, Brøndby.

Holdets form
U19-holdet har haft en noget blandet start på sæsonen, med to sejre, en uafgjort og tre nederlag. I sidste uge tabte holdet 1-4 til Randers Freja, men skal man tro A+ træner Henrik Lehm, kunne kampen sagtens have endt anderledes.

- Det er måske et lidt misvisende resultat. Når man taber 1-4, siger det selvfølgelig noget om, at vi ikke lykkedes med vores ting især rent defensivt, men kampen kunne have endt anderledes. Vi tilspillede os rigtig mange chancer, men brændte helt vildt foran mål. Og så er der ingen tvivl om, at det er alt for nemt at lave mål i mod os for tiden. Det er i bagkæden, vi har vores udfordringer, efter at Malthe (Johansen, red.) blev udlejet til Porto, og Kristian Larsen samtidig har været ude med en skade hele året. Så her har vi manglet lidt. 

Om rundens kamp
Med de defensive udfordringer in mente står det klart for Lehm, hvor fokuspunktet i kampen mod Silkeborg ligger. 

- Vi fokuserer naturligvis på både vores offensive og defensive spil, men det vigtigste lige nu er at blive bedre defensivt og ikke lukke så nemme mål ind. For med de offensive kræfter vi har, så skal vi nok skabe chancer hver eneste kamp. Men vi skal være skarpere, for oppe i Randers bør vi minimum selv score fire. Så vi skal være skarpere i deres felt, men vi skal absolut også være bedre til at forsvare - både som hold, men også individuelt.

One to Watch
Slår du vejen forbi banerne i Brøndby på lørdag, kan du se flere spændende spillere i aktion, men skal Lehm pege på én spiller, der for tiden skiller sig ud, er han ikke i tvivl.

- Det må være Rezan (Corlu, red.) lige nu. Han har været total flyvende på det sidste. Vi ved, hvor dygtig han er rent offensivt, men hvis man skal holde øje med noget, så læg mærke til hvor meget han arbejder defensivt nu, og hvor meget han hjælper sit forsvar. Han skal stadig forbedre sig på dette område, men det er blevet meget bedre end tidligere.

U17

Næste kamp: Silkeborg (form: VTVVV), lørdag klokken 15:15 på Bane 10, Brøndby. 

Holdets form
Holdet har efter en lidt slingrende start fået vind i sejlene og har vundet de sidste to kampe mod Vejle og Randers Freja med henholdsvis 2-1 og 4-0. Derfor ser Henrik Lehm gerne, at man fortsætter den gode resultatmæssige form, så man kan avancere i tabellen. 

- Det er vigtigt for os at vinde kampen på lørdag, så holdet kan komme op og begynde at blande sig i toppen. Men det handler også om at fortsætte det gode spil. Jeg synes, at vi har forsvaret bedre i de sidste kampe, og samtidig er der kommet styr på angrebsspillet, så holdet er inde i en rigtig god udvikling. Så det drejer sig om for holdet og for spillerne enkeltvis at fortsætte den gode stime og udvikling.  

Om rundens kamp
Ligesom på U19-holdet så lægger Lehm også sit fokus på de defensive pligter i U17's kamp mod Silkeborg. Nullet skal gerne holdes ligesom i sidste kamp mod Randers Freja. 

- Brøndby har i mange år været rigtig gode til at tænke frem ad banen med backs, der flyver frem og så videre, men vi vil også gerne lære dem, at man også må tænke på den anden del af banen. Den defensive base har været et fokuspunkt, så jeg vil meget gerne se, at vi holder nullet, og at vi bliver bedre én mod én, for det har været en af vores store udfordringer, lyder det fra Lehm. 

One to Watch
Der render mange spændende spillere rundt på U17-holdet, og Lehm vælger da også at fremhæve to spillere, som tilskuere til lørdagens kamp med rette kan holde et ekstra vågent øje med. 

- Magnus Häuser har været rigtig god de sidste kampe. Han arbejder stenhårdt, laver mål og er bare en rigtig dygtig spiller. Det er en spiller som, hvis han bliver ved med at udvikle sig, kan blive rigtig spændende for Superliga-holdet ude i fremtiden. Så ham synes jeg, man skal holde øje med på lørdag.

- Så er der også Joel Kabongo, der spillede rigtig godt sidste weekend. Han har været rigtig god til at spille frem ad banen, men i sidste kamp var han også god til at forsvare. Og det er det, han skal arbejde med, for han er også en spiller, der kan være spændende at følge, hvis han "stepper op". 

U15

Næste kamp: HIK (seneste form: TTTTT), søndag klokken 14:00 på Bane 9, Brøndby. 

Holdets form
U15-træner Frank Hjortebjerg kan ikke være helt utilfreds med sine spilleres resultatmæssige form. De sidste tre kampe er endt med lutter sejre og en målscore på 8-0, og det er derfor vigtigt for Hjortebjerg, at succesen ikke stiger de unge drenge til hovedet. 

- Holdets form er egentlig udmærket. Vi har allerede mødt de tre sjove hold i rækken, som gerne vil spille med og byde os op til dans. Så de sidste kampe har opgaven mere lydt på, hvordan man håndterer at møde et hold, der står meget lavt og koncentrerer sig om at forsvare eget mål. Så det handler for os om at koncentrere os hele vejen igennem og give 100%.

Om rundens kamp
HIK har endnu ikke vundet en kamp i rækken, hvorfor Hjortebjerg forventer endnu en kamp med Brøndby-dominans. Han håber derfor, at han ser en kamp, hvor spillerne ikke holder sig tilbage, og hvor de yder deres maksimale trods et forventet overtag. 

- Vi skal gå rigtig meget op i, hvordan vi selv præsterer i kampen. Uanset hvad der står på måltavlen, så skal vi kunne kigge på hinanden og sige, at vi gjorde det bedste, vi kunne. Vi skal ikke stille os tilfredse med det næstbedste. Vi skal altid stræbe efter det allerbedste, og det er en mentalitet, vi forsøger at fremelske blandt vores spillere.

One to watch
Selvom holdet har scoret otte mål i de sidste tre kampe, er en af holdets profiler nede i bagkæden, og det er her, publikum skal holde særligt øje. 

- Hvis jeg skal fremhæve én, så vil jeg sige vores anfører Anton Henriksen nede i midterforsvaret. Han har præsteret på et rigtig højt niveau og har virkelig været dominerende. Han er også er begyndt at træne lidt med U17 og har spillet nogle U16-kampe. Han har haft et super efterår og har været god både med og uden bolden, siger Frank Hjortebjerg. 


Weekendens kampprogram

Som altid er der gratis adgang til Masterclass-holdenes kampe på hjemmebane. 

U19 spiller mod Silkeborg lørdag 13:00 på bane 10
U17 spiller mod Silkeborg lørdag 15:15 på bane 10
U15 spiller mod HIK søndag 14:00 på bane 9.