Knæk cancer: Byd på en signeret Brøndby-trøje

21.10.2014 15:33

Daniel Agger har allerede slået et slag for kampen mod cancer, og nu kan du gøre det samme. Du kan således få fingrene i en signeret Brøndby-trøje og samtidig støtte Kræftens Bekæmpelse og Knæk Cancer-kampagnen.

CANAL9, CANAL8 Sport og Superliga-klubberne har valgt at donere samtlige trøjer, de fik signeret før sidste sæsons Superliga-kampe. Derfor er de nu blevet sat på auktion via Lauritz.com. Auktionen løber til og med på fredag, og det samlede beløb går ubeskåret til Kræftens Bekæmpelses arbejde.

Blandt de mange Superliga-trøjer findes fem blågule, der i øjeblikket er i særlig høj kurs. Sidste år blev der samlet næsten 50.000 kroner ind, men det er håbet, at der i år vil blive doneret endnu mere til det gode formål. 

Du finder vej til auktionen ved at klikke her.

Kommunikations- og marketingdirektør i Brøndby IF Anders Bay udtaler:

- Kræft er en forfærdelige sygdom, og vi kender sikkert alle til venner eller pårørende, som er blevet ramt af sygdommen. Derfor er vi naturligvis glade for, at vi med dette beskedne bidrag kan støtte op om Knæk Cancer-kampagnen. Det manglede bare. Samtidig glæder vi os også over, at vi kan se, at vores supportere bakker op om kampagnen. Det er en sag, alle kan stå sammen om. 

Selve Knæk Cancer-indsamlingsshowet bliver vist på TV2 lørdag den 25. oktober, hvor du blandt andet kan se, hvor meget auktionen indbragte til kampen mod cancer.