Tag fornuften med til fodbold

24.09.2014 11:50

Før, under og efter søndagens Derby mod FC København gjorde visse ”fans” af Brøndby IF sig uheldigt bemærket i bybilledet såvel som i Telia Parken.

Hærgen af S-tog, vandalisering af andres ejendom, chikane af borgere samt kast af genstande på stadion er blot nogle af de ”bedrifter”, som siden søndag har givet Brøndby-fans og Brøndby IF negativ omtale.

Fra Brøndby IF’s side skal vi gøre det helt klart, at den opførsel er aldeles uacceptabel.

Det er beskæmmende, når et S-tog bliver raseret, eller når folks biler bliver ridset og oversmurt med klistermærker. Det er forkasteligt, når modstanderens målmand, en bolddreng samt fotografer bag målet bliver udsat for kasteskyts som øl, mønter, lightere og kanonslag. Det er rystende, at man kan misbruge og skade Brøndby IF ved at opføre sig på denne måde.

Det er langt under værdigheden for enhver fan af Brøndby IF. Hvor er den ære og stolthed, der er og skal være forbundet med at støtte klubben?

Hvis der er fans eller andre personer, som har dokumentation for hærværk og andre lovbrud i forbindelse med søndagens kamp, vil vi kraftigt appellere til, at man henvender sig til de rette myndigheder eller til Brøndby IF, så de, der har overtrådt reglerne, kan retsforfølges.

Støtte til Brøndby Support

I forlængelse af begivenhederne rundt om Derbyet støtter Brøndby IF 100 % op om Brøndby Supports beslutning om ikke længere at facilitere den såkaldte march, når der er Derby i Telia Parken. Det er tydeligt for enhver, at der er for mange personer, der ikke formår at repræsentere Brøndby IF på ordentlig vis og ikke kan administrere at gå i samlet flok.

Det er klædeligt, at Brøndby Support kommunikerer en klar holdning til emnet og tager en vanskelig, men nødvendig beslutning som denne. Vi er fuldt ud enige.

Desuden har vi noteret os, at andre fangrupperinger ligeledes har været på banen med en klar holdning til balladen omkring Derbyet. Det er vi glade for at se, og det er et godt skridt på vejen til, at vi i fællesskab bekæmper den opførsel, der desværre blev demonstreret adskillige gange søndag.

Konsekvens: Udebaneafsnit kan blive lukket

Som en konsekvens af balladen i forbindelse med Derbyet vil Brøndby IF efter hver kommende udekamp indhente efterretninger fra alle relevante parter og evaluere kampens afvikling. 

Hvis der har været større uro af den ene eller anden karakter, før, under eller efter kampen, kan konsekvensen være, at Brøndby IF frasiger sig udebaneafsnittet til næstkommende udekamp. 

Det er vigtigt at slå fast, at det ikke er et middel, vi ønsker at tage i brug. Skulle det ske, vil det være en ærgerlig, men nødvendig konsekvens, hvis vi igen oplever omfangsrig ballade omkring en udekamp. 

Vi er klar over, at frasigelse af udebaneafsnit vil ramme både det brede fan-flertal, som godt kan finde ud af at støtte holdet på en passioneret, men ordentlig måde, samt værtsklubben rent økonomisk. Det beklager vi på forhånd. Som ansvarlig virksomhed kan vi dog ikke sidde balladen overhørig, og konsekvenserne er allerede alvorlige for klubben og fansenes omdømme.

Vi håber på, at der i alle kroge af fanskaren bliver kigget indad og løftet i flok, så vi undgår ballade og at måtte frasige os udebaneafsnit i fremtiden.

Hjælp dig selv, hjælp hinanden og hjælp Brøndby IF. Tag fornuften og værdigheden med til fodbold. Støt op om en positiv fankultur.