Hradecky: Ikke en sjov følelse

22.09.2014 08:35

Lukas Hradecky blev passeret en enkelt gang i gårsdagens Derby i Telia Parken. Målet var nok til en FCK-sejr, og efter opgøret var det en skuffet og selvkritisk Lukas Hradecky, der stillede op til interviews.

- Jeg er bitter. Jeg føler, at jeg kostede et mål. Det er ikke en særlig sjov følelse. Det var et godt spark, og den drejer lidt. Det snød mig lidt, men jeg skal have den, lød det fra den finske landsholdskeeper.

- Vi havde det lidt svært. Vi skabte ikke så mange chancer, så det skal vi arbejde med - og så skal målmanden tage de bolde, der kommer, tilføjede Hradecky, som dog fik fremtvunget et lille smil efter den sidste bemærkning.

Foran sig havde han Daniel Agger, der gjorde comeback i Brøndby-trøjen, og Dario Dumic. Begge midterforsvarer fik rosende ord med på vejen fra Brøndby-målmanden.

- Agger bringer en masse rutine ind på holdet, og når han først er spillet endnu bedre ind, skal det nok blive en stor succes. Det er jeg sikker på. Dumic gjorde det også rigtig godt, lød det fra Hradecky.