Frank: Den offensive form halter kraftigt

21.09.2014 20:10

1-0 var resultatet af Derbyet søndag aften i Telia Parken. FC København fik en fortjent sejr i hus efter en fysisk intens kamp, hvor udeholdet sled, men manglede at blive farlige foran værternes mål.

Adspurgt om en forklaring på, at den offensive del af spillet tydeligvis halter for tiden, svarede cheftræner Thomas Frank:

- Det er et rigtig godt spørgsmål, som der er flere årsager til. Vi slider voldsomt hårdt med formkurven på vores offensive spillere. Det er mit og stabens ansvar at få bragt dem derhen, hvor de rammer et konstant, højt niveau. Men det gør, at vi skaber alt for lidt i dag, og det skal vi have forbedret hurtigst muligt.

- Vi er i færd med at spille andre folk end Makienok og Nuñez ind på de to forreste pladser. De to fik det til at fungere rigtig godt i sidste del af foråret og første del af efteråret, og nu skal vi så af forskellige årsager få en ny konstellation til at klikke og lykkes. Det tager tid. Elmander er ikke i topform og manglede i dag, Pukki er lige kommet til, Andrew spiller sin første kamp fra start siden skaden. Szymanowski havde en perfekt opstart, men blev så skadet mod FC Midtjylland og har kæmpet med formkurven siden. Hasani har været skadet, og Rashani skal tilpasse sig en ny måde at træne og spille på.

- Jeg kan dog se hver eneste dag, at drengene har det i sig, og jeg er ikke et sekund i tvivl om, at det nok skal komme. Men når ingen af dem rammer niveauet, så får vi det svært. Generelt mangler vi roen med bolden og får ikke vendt spillet godt nok i dag. I fase 3 (afslutningsfasen, red.) forsøger vi at slå nøgleafleveringen for tidligt i stedet for at spille muligheden større, og det ved jeg, at vi kan gøre langt bedre.

Daniel Agger gjorde comeback og leverede i de 70 minutter, han fik på banen, en udmærket indsats. Thomas Frank giver landsholdskaptajnen følgende vurdering:

- Daniel har internationalt snit, det er der ingen tvivl om. Det viser han også i dag, og det er også, hvad vi forventer af ham. Han er ikke helt klar til 90 minutter endnu, så de 70 minutter han spillede i dag var fint og passende. Jeg forventer, at han i næste weekend vil være markant tættere på at kunne spille 90 minutter. Han bliver voldsom, når han kommer i form.