Agger: Alle skal løfte et niveau eller to

21.09.2014 21:18

Søndag den 21. september 2014 blev dagen, hvor Daniel Agger gjorde comeback i Brøndby-trøjen.

Den 29-årige midterforsvarer dirigerede på livet løs og viste styrke fra første fløjt, men de blågule havde svært ved at skabe chancer i 0-1-nederlaget til FC København.

- Vi havde selvfølgelig håbet på mere. Vi kom godt ind i kampen, og vi stod godt på banen, men FCK fik stille og roligt overtaget. Helt generelt var vi bare ikke skarpe nok, lyder det fra Daniel Agger.

Han har ikke spillet en hel kamp siden maj, og der skal derfor bygges på formen, før han er helt flyvende.

- Det tager tid, så det handler om at være fuldt fokuseret for mig. Jeg skal også blive bedre, og jeg skal op og ramme mit niveau. Jeg synes egentlig, jeg kom godt ind i det i dag, og man skal heller ikke tage fejl af, at det også koster kræfter at dirigere og råbe. Vi skal alle sammen lige løfte et niveau eller to, siger Daniel Agger.

Efter knap 71 minutters spil lod han sig udskifte. Begge lægge var blevet ramt af kramper, og derfor overtog Martin Albrechtsen pladsen ved siden af Dario Dumic.

- Der er altid fart på sådan en kamp. Banen var lidt tung, og det var kun et spørgsmål om tid, før krampen ville komme. Jeg prøvede at skubbe udskiftningen, men da krampen også ramte den anden læg, så var det svært at løbe, forklarer Agger.

Næste opgave for Agger og co. er udekampen mod Esbjerg fB.