Durmisi om Derby: De her kampe man spiller for

17.09.2014 16:22

Der bliver knald på lægterne, når Brøndby IF og FC København søndag eftermiddag mødes i Telia Parken. Billetterne til Brøndby-afsnittet blev revet væk på rekordtid, og de blågule spillere kan derfor forvente maksimal støtte til søndagens Derby. 

Den store opbakning er med til at give Riza Durmisi og holdkammeraterne ekstra tænding, og den hurtige venstreback ser da også frem til kampen med stor forventning.

- Det er de her kampe, man spiller for. Jeg elsker at spille de store kampe, og det er en kamp, man ser frem til, så snart sidste weekends kamp er fløjtet af. Jeg ved, hvad det her Derby betyder for klubben og alle omkring den, og det er en kamp, alle vil vinde, inklusiv os på holdet, lyder det fra Durmisi, der glæder sig til at se et feststemt udebaneafsnit.

- Omgivelserne til de her kampe betyder, at man lige giver den en tand ekstra. Det vigtigste er, at der bliver fuldt hus nede i vores ende, og så er jeg egentlig lidt ligeglad med, hvor mange FCK-tilhængere der kommer. Man kan mærke, at vores fans er med hele vejen og det gør selvfølgelig, at man giver alt, hvad man har, siger Durmisi, som ikke vil fokusere for meget på modstanderholdet 

- Selvfølgelig har de nogle gode spillere. Det bliver nok en intens kamp ligesom alle andre Derbys, hvor vi skal have et øje på deres profiler, men i stedet for at koncentrere os så meget om dem, så skal vi fokusere mere på vores eget spil. Hvis det kommer til at fungere, så kan vi sagtens give dem problemer.

Der er kampstart i Telia Parken søndag klokken 16:30.