Daniel Agger vender hjem
30.08.2014 13:01
Brøndby IF henter Daniel Agger, viceanfører i Liverpool FC og anfører for det danske landshold.
Parterne er blevet enige om en transfer, der sender den danske landsholdsanfører til Vestegnen på en permanent aftale, der foreløbig løber frem til sommeren 2016. Daniel Agger får i Brøndby IF sit gamle rygnummer, nemlig 22.
Aftalen med Liverpool FC er kommet i stand via stor velvilje fra engelsk side, en massiv lønnedgang fra en dedikeret Daniel Agger samt ikke mindst en flot 50 års-jubilæumsgave fra storaktionær og bestyrelsesformand Jan Bech Andersen. Samlet set har disse elementer gjort, at en transfer af Daniel Agger til Brøndby IF nu er lykkedes.
"Agger kan være med til at løfte klubben til nye højder"
Sportsdirektør Per Rud udtaler:
- Vi skriver historie i dag med tilgangen af Daniel Agger. Jeg synes ikke, at det er en overdrivelse at sige, at det er den største spiller, der gennem tiden er hentet til Superligaen, og som nu igen skal betræde græsset på Brøndby Stadion i en gul trøje.
- Daniel Agger står for mange som symbolet på Brøndby IF’s seneste storhedstid, og vi er overbeviste om, at han igen vil være med til at løfte klubben til nye højder. Både på banen og udenfor. Det er ingen tilfældighed, at Daniel har været viceanfører i Liverpool FC gennem flere år samt anfører på det danske landshold. Det er en spiller, der altid går forrest og viser vejen for sine holdkammerater, og som kan være med til at styrke den vinderkultur, vi er i færd med at bygge op i Brøndby IF.
"Mit bidrag er en gave samt en investering i fremtiden"
Et væsentligt element i Daniel Aggers skifte er den jubilæumsgave, som Jan Bech Andersen har stillet til rådighed for den sportslige ledelse i Brøndby IF. Selv siger Jan Bech Andersen:
- Jeg er rigtig glad for, at jeg kunne hjælpe med at få det her til at ske. Mit bidrag til denne handel skal ses som en jubilæumsgave til klubben såvel som en investering i klubbens fremtid. Jeg synes, at en Daniel Agger tilbage i den gule trøje er den bedste måde at markere 50-året for stiftelsen af Brøndby IF på.
- Nu kan vi sige velkommen tilbage til en af klubbens helt store helte, der har haft en fantastisk karriere både i udlandet og på landsholdet. Jeg synes, at det er smukt og beundringsværdigt, at Daniel har så meget kærlighed til klubben, at han vil give afkald på langt størstedelen af sin løn samt på større karrieremuligheder for at vende hjem og igen være en del af at bygge et nyt og succesrigt Brøndby IF, siger Jan Bech Andersen.
"Jeg har særlige følelser for denne klub"
Det står klart, at Daniel Agger kunne have valgt anderledes og med stor sandsynlighed fået en kontrakt med en europæisk topklub samt et større beløb på lønchecken. Det til trods valgte Daniel Agger at vende tilbage til fællesskabet på Vestegnen. Det forklarer hovedpersonen således:
- Jeg har nogle særlige følelser for denne klub, og for mig betyder det mere end penge og andre materielle ting. Jeg kunne sikkert godt have fået en kontrakt med en større klub og tjent flere penge, men det er ikke vigtigt for mig. Jeg ønsker at være glad for det, jeg laver, og samtidig føle, at jeg gør en forskel, dér hvor jeg er.
- Siden jeg forlod Brøndby i 2005, har jeg altid drømt om en dag at vende tilbage og spille i den gule trøje igen. Det er helt fantastisk, at det nu går i opfyldelse.
Daniel Agger indgår ikke i truppen til søndagens opgør i Superligaen mod FC Nordsjælland. Han ventes at få comeback på Brøndby Stadion, når Brøndby IF søndag den 14. september kl. 17:00 møder Randers FC.