Jesper Jørgensen: Målet er økonomisk ligevægt i 2017

29.08.2014 09:00

I det nyligt udsendte halvårsregnskab for Brøndbyernes IF Fodbold A/S kan man læse, at direktion og bestyrelse i selskabet har et altoverskyggende mål for de næste tre år: Økonomisk ligevægt i 2017 før transfers, og samtidig skal der set over en treårig periode være overskud på transferaktiviteterne.

Administrerende direktør Jesper Jørgensen fortæller her lidt om elementerne i udviklingsplanen ”Brøndby IF - Vision 2017”:

- Vi har som erklæret mål, at der i 2017 skal være balance mellem indtægter og udgifter i selskabet. Målet om økonomisk ligevægt hænger tæt sammen med de ambitiøse sportslige målsætninger, som vi også har meldt ud i halvårsregnskabet. Blandt andet skal vi vinde medaljer i hver sæson fremover, lige som vi senest i sæsonen 2017/2018 skal vinde det danske mesterskab igen.

- Desuden styrker vi i de kommende år vores kommercielle afdeling. Fokus vil være på salg og på at øge antallet af aftaler med samarbejdspartnere, der opnår store fordel ved at være en del af netværket i Brøndby IF. Vi har indledt en rekrutteringsproces og præsenterer i løbet af de næste måneder en kommerciel direktør, hvis opgave det bliver at skabe vækst på alle kommercielle områder sammen med medarbejderne i resten af organisationen.

- Vi forventer, at de investeringer vi har foretaget i spillere, faciliteter og ikke mindst i talentudvikling i form af Brøndby Masterclass vil udmønte sig i en fortsat opadgående sportslig udvikling med bedre resultater og positive følgevirkninger på de øvrige forretningsområder. 

- Ud over at have fortsat fokus på den sportslige udvikling, skal vi forbedre oplevelsen og tilhørsforholdet for vores interessenter, så deres tilknytning og engagement er mindre følsomt over for sportslige dyk. Her ligger der et uudnyttet potentiale, som vi gerne vil indfri i højere grad end hidtil. Et eksempel på dette er installationen af WIFI på Brøndby Stadion, som allerede er igangsat, og som på flere måder vil højne stadionoplevelsen for vores tilskuere.

- Samlet set er det en ambitiøs plan, vi har sat i søen, men det er også en plan, som er mulig at realisere. Det er ligeledes vigtigt at fremhæve, at Vision 2017 lader sig realisere uden yderligere tilførsel af kapital. Således er en af målsætningerne i Vision 2017, at Brøndby IF’s likviditets- og kapitalberedskab uden yderligere kapitaltilførsel minimum skal være på 20 mio. kr. i hele perioden frem til 2017, lyder det fra administrerende direktør Jesper Jørgensen.

Forudsætningerne for økonomisk ligevægt i 2017, ”Brøndby - Vision 2017”, opsummeres af disse delmål:

  • Superliga-holdet skal vinde medaljer hver sæson. Brøndby IF skal vinde det danske mesterskab senest i sæsonen 2017/18.
  • Andelen af spillere fra Brøndby Masterclass i Superligatruppen skal udgøre minimum 50 % i 2017.
  • Brøndby IF skal have minimum 25 spillere pr. kalenderår med spilletid på ungdomslandshold fra og med 2016.
  • En omsætning i 2017, uden indregning af deltagelse i europæiske gruppespil og transfer, på i alt ca. 160 mio. kr., hvor:

    - Omsætning fra Entre- og TV-indtægter i 2017 vil være stigende i kraft af bedre sportslige resultater.
    - Omsætning fra partnere og sponsorer i 2017 skal have opnået en betydelig forbedring, og derfor er der iværksat en række tiltag for at opnå dette, herunder øget fokus på kommercielle aktiviteter, der gennem partnerskabsaftaler skal generere nye indtægter.

  • Det forventes at omkostningsniveauet fremadrettet vil være svagt stigende fra niveauet i 2. kvartal 2014 (35 mio. kr.), svarende til ca. 150 mio. kr. om året i 2017.
  • Det forventes at afskrivninger på materielle aktiver og finansielle poster i alt udgør ca. 10 mio. kr. i 2017.
  • Resultat efter finansielle poster, men før transfer skal være positivt i 2017.
  • Transferresultatet skal være positivt set som et gennemsnit over en treårig periode, målt senest i 2017.
  • Brøndby IF’s likviditets- og kapitalberedskab uden yderligere kapitaltilførsel skal minimum være på 20 mio. kr. i hele perioden frem til 2017.