Nyt Masterclass-talentcenter: Næsby Boldklub

28.08.2014 12:30

Gruppen af regionale talentcentre i Brøndby Masterclass er blevet et medlem rigere. Med tilgangen af Næsby Boldklub bliver antallet af talentcentre i Brøndby IF’s nye, omfattende talentsatsning således udvidet fra otte til ni.

Samtidig betyder aftalen mellem de blågule og Næsby Boldklub, at Brøndby Masterclass nu også er at finde på Fyn.

- Vi har fra start meldt ud, at Brøndby Masterclass skal være landsdækkende. Derfor er det en stor glæde, at vi nu kan udvide fra Sjælland, Falster, Jylland og Sydsverige til Fyn, hvor Næsby Boldklub har markeret sig med flot talentarbejde, siger Kim Vilfort, chef for Brøndby Masterclass.

- Der er en stærk kultur samt en tydelig struktur og spillestil i Næsby Boldklub, som investerer sine ressourcer i talentarbejdet og gode faciliteter. Klubben har fokus på at dygtiggøre sine trænere, og de har bevist, at de kan forme U-landsholdsspillere. Med andre ord er alle forudsætninger for et godt samarbejde til stede, tilføjer Kim Vilfort.

Vil løfte kvaliteten af talentarbejdet yderligere

Talentansvarlig Sebastian Brydegaard fra Næsby Boldklub udtaler:

- Vi er utrolig glade for at blive regionalt talentcenter i Brøndby Masterclass. Efter vi blev afklaret med, at vi måtte ud og finde en ny samarbejdspartner, har vi nøje overvejet og analyseret de forskellige muligheder, vi er blevet præsenteret for. Her har Brøndbys Masterclass-projekt været det klart mest gennemførte og kvalificerede bud på talentudvikling, vi har set, og det giver os en mulighed for at løfte kvaliteten af vores eget talentarbejde yderligere og blive endnu dygtigere, så vi kan udvikle de fynske talenter, siger Sebastian Brydegaard og tilføjer:

- Samarbejdet med Brøndby IF vil give os en masse inspiration, så vi kan udvikle både trænere og spillere i Næsby Boldklub. Derudover ser vi frem til at sparre og vidensdele med nogle af landets dygtigste talenttrænere. Dermed er Brøndby Masterclass helt i tråd med det, vi gerne vil i Næsby Boldklub, for vi brænder for talentudvikling.

Du kan læse mere om de regionale talentcentre i Brøndby Masterclass her.

Brøndby Masterclass har også 15 lokale talentklubber tilknyttet – læs mere om dette ved at klikke her.