Frimann: Pas på Brugges dødbolde

30.07.2014 21:42

- Pas på dødboldene. Club Brugge kan nogle tricks.
 
Denne advarsel kommer fra TV3's ekspert Per Frimann som optakt til Brøndby IF's comeback i Europa.
 
Frimann var i sin aktive karriere en del af det gyldne Anderlecht-hold, der var med til at sætte dagsordenen i europæisk fodbold op gennem 80´erne. Belgien er hans andet hjemland. Derfor kan Frimann med en god portion troværdighed hævde, at han har intim-kendskab til Club Brugge, der er Brøndby IF's modstander i torsdagens kvalifikationskamp til Europa League.
 
- Jeg tror, at Brøndby har en fair chance. Club Brugge er sårbar over for speed og tempo. Defensiven virker lidt tung, og jeg synes ikke, at alle roller på holdet er afklaret. Hvis man tør udfordre, er det slet ikke umuligt at komme videre til næste runde, siger Per Frimann i en samtale med brondby.com.

- Brøndby skal være meget fokuseret på dødboldene. Club Brugge trænes af den tidligere landsholdsmålmand Michel Preud´homme. En af de ting, han har arbejdet med i optakten til den nye sæson, er frisparkskombinationerne.

- Club Brugge indledte sæsonen med at vinde 2-0 i den belgiske liga. Begge mål blev scoret efter dødbolde. Netop de situationer skal Brøndby være forberedt på. Det skal forstås sådan, at Brugge hele tiden finder på nye måder at udføre frisparkene på. Her er de opfindsomme, fortsætter Per Frimann.
 
Frimann vurderer, at hjemmepublikummet bliver en joker i morgen.
 
- Michel Preud´homme har været ude og tale respektfuldt om Brøndby IF de seneste dage i de belgiske medier. Han peger på, at en klub med Brøndby IFs historie ikke bliver nogen nem modstander. Når det er sagt, er den generelle holdning i Belgien og blandt Club Brugges fans, at det er Brugge, der er favorit. Hvis det lykkes Brøndby-spillerne at give Club Brugge modspil, kan publikum blive utålmodige, og så har vi en helt åben kamp, siger Per Frimann.
 
Om Per Frimanns analyse holder stik, får man svar på torsdag aften. Per Frimann sidder selv på arenaen for at kommentere kampen sammen med sin kollega Carsten Werge. 

Der er kickoff på stadion og foran skærmen på TV3+ kl. 20:30. TV3 SPORT har også besluttet at kaste ekstra vitaminer ind i begivenheden, og derfor er der lang ”nedtakt” efter kampen med reaktioner fra Brøndby-spillerne og analyser i studiet. Det foregår på TV3 SPORT 1.