Semb: Elba passer perfekt ind i Brøndby

25.07.2014 09:18

Omgivelserne var helt nye for Elbasan Rashani, da han onsdag morgen landede på Vestegnen for at underskrive en 4-årig kontrakt. Det samme var holdkammeraterne - næsten i hvert fald.

"Elba" kunne således hilse på sin tidligere holdkammerat, Fredrik Semb, som ligeledes er kommet til Brøndby IF fra norske Odd denne sommer.

brondby.com tog derfor en snak med Fredrik Semb for at høre, hvad han kan fortælle om de blågules nye, unge kantspiller.

- Han er først og fremmest en god angrebsspiller. Hurtig med bolden, god teknik, god til indlæg. Han producerede jo mange gode målchancer, siger Fredrik Semb, der betegner Rashani som "en fin fyr at have i gruppen".

- Han kommer til at passe perfekt ind i Brøndby. Det er jeg sikker på. Elba har alle de værdier, som Thomas (Frank, red.) sætter pris på. Og så har han en stor lyst til at blive en god fodboldspiller. Han arbejder hver dag for at blive det, så jeg tror, at det bliver rigtig godt.

brondby.com forsøgte ligeledes at lokke nogle hemmeligheder ud af Fredrik Semb - dog uden held. Du kan se hele interviewet i videoen ovenfor.