Brøndby Masterclass går ind i Sverige

22.07.2014 12:00

Syv talentcentre landet over er allerede en del af Brøndby Masterclass. Nu går Brøndby IF’s nye, omfattende talentsatsning ud over Danmarks grænser og udvider fra syv til otte med Landskrona BoIS i Sydsverige.

Det store fokus på ungdomsarbejdet i Landskrona BoIS gør klubben til den oplagte samarbejdspartner på den anden side af Øresund for Brøndby Masterclass, fortæller Brøndby IF’s sportsdirektør, Per Rud.

- Landskrona lægger virkelig hjerte, sjæl og ressourcer i ungdomsarbejdet, og U-holdene spiller i de bedste rækker. De satser helhjertet på udviklingen af de unge spillere, og den profil passer perfekt ind i Brøndby Masterclass’ ønske om at etablere sig i Sydsverige, siger Per Rud.

- Selv om der ikke er ret langt over på den anden side af Øresund, så oplever man en anden fodboldkultur, når man kommer til Sverige. Derfor er der også god mulighed for, at vi kan lære af hinanden, give hinanden inspiration og dermed hele tiden søge at blive klogere og udvikle os. Dernæst ligger Landskrona i et godt område med fin afstand til de store klubber i Helsingborg og Malmø.

Stor erfaring med talentudvikling

Glæden over samarbejdet er også stor hos Landskrona sportschef Patrik Johansson, som har et godt kendskab til dansk fodbold, blandt andet via sit tidligere virke som assistenttræner i Superligaen for AaB.

- Vi synes, at det er meget interessant at være en del af Brøndby Masterclass. I øjeblikket satser vi yderligere på vores egen ungdomsafdeling, som allerede for 10-15 år siden var meget stærk – måske en af de bedste i Sverige til at udvikle spillere på det tidspunkt – og den satsning passer fint ind i et samarbejde med Brøndby og Masterclass-projektet, siger Patrik Johansson.

- Samarbejdet er ligeledes en god ting for os, fordi vi ser, at der findes ting, som adskiller måden at arbejde med fodboldklubber på i Sverige kontra Danmark. Vi har derfor alle muligheder for at få meget interessante input, som kan udvikle både spillere og ledere i klubben. Selv om vi er en mindre klub, så er jeg overbevist om, at vi med vores lange erfaring med talentudvikling i Sverige også kan give værdifulde input til Brøndby om, hvordan vi arbejder på vores side af Øresund. Jeg er sikker på, at der kan komme en masse synergieffekter af det. Vi ser i hvert fald frem til at være en del af Brøndby Masterclass, tilføjer Landskrona-sportschefen.

Du kan læse mere om de regionale talentcentre i Brøndby Masterclass her.

Brøndby Masterclass har også 15 lokale talentklubber tilknyttet – læs mere om dette ved at klikke her.