Frank: Vi går efter flere sejre næste sæson

18.05.2014 21:18

En særdeles chancerig kamp i Farum afsluttede Superligaen 2013/2014 for Brøndby IF’s vedkommende. 2-2 stod der på måltavlen efter 94 begivenhedsrige minutter, hvor FC Nordsjælland efter blot 19 minutter havde scoret to gange bag Lukas Hradecky. 

Brøndby IF rejste sig dog flot, da det på mål af Ariel Nuñez og Alexander Szymanowski blev til slutresultatet 2-2. Dermed slutter sæsonen med Brøndby IF på en fjerdeplads, hvilket som bekendt giver adgang til Europa League-kvalifikationen.

Cheftræner Thomas Frank var efter kampen ok tilfreds med det uafgjorte resultat, men ikke tilfreds med, at kampen var så åben, som det var tilfældet.

- Vi ville rigtig gerne have vundet og dermed sluttet sæsonen helt perfekt af. Jeg synes, at kampen – set med en træners øjne – bliver for åben, men den var helt sikkert enormt underholdende for tilskuerne.

- Vi starter egentlig opgøret fint og får produceret to store chancer, men kommer så på fem minutter bagud med to. Vi kommer derefter rigtig flot tilbage i kampen, og det ikke første gang i sæsonen, at vi har været bagud og er kommet igen, så det viser styrke rent mentalt. Efter vores hurtige reduceringsmål har vi tre-fire muligheder for at udligne inden pausen, men her mangler vi den sidste skarphed.

I det meste af opgøret var der tale om ren ”indianerbold” på kunstgræsset på Farum Park, hvor der var masser af muligheder for begge hold. Efter pausen blev det dog – trods chancer til mange flere - kun til en enkelt scoring, som argentinske Alexander Szymanowski stod bag.

- I anden halvleg kommer vi godt i gang, men så er det som om, vi lige mister lidt momentum. Heldigvis får vi så på en rigtig fin omstilling udlignet til 2-2 og herefter sætter vi os på tingene igen. I slutningen af kampen er det lidt en åben slagudveksling, og der kan kampen tippe til begge sider. 2-2 er et fair resultat, og det er vi tilfredse med, som kampen udvikler sig. 

- Vi slutter sæsonen med syv kampe uden nederlag, men ville selvfølgelig gerne have haft lidt flere sejre. Dem går vi efter næste sæson, slutter Thomas Frank.