Durmisi: Fokus på at hive tre point hjem

15.05.2014 09:36

På søndag spiller Brøndby IF sæsonens sidste kamp ude mod FC Nordsjælland. Sidst de to klubber mødtes, trak Brøndby IF sig sejrrigt ud af opgøret med en overbevisende 4-1-sejr, hvor tomålskytten Riza Durmisi var kampens helt store oplevelse. 

Selv husker Durmisi naturligvis stadig kampen, som han betegner som en af holdets bedste kampe. Samtidig rangerer kampen også ganske højt på det personlige plan.

- Jeg kan selvfølgelig godt huske kampen. Vi spillede rigtig flot fodbold og vandt med 4-1. Jeg scorede selv to mål i kampen, så det er ikke noget, man glemmer lige med det samme.

- Vi var faktisk presset i starten af første halvleg, men da vi kom på 1-0, fik vi total styr på dem og dominerede i anden halvleg. Det var en rigtig god kamp, og den måde, vi spillede på, var lidt a la det, vi så mod FC Midtjylland for nylig, siger Durmisi med henvisning til 3-1-sejren i forrige spillerunde.

- Personligt var 4-1-sejren over FC Nordsjælland måske en af de bedste kampe, jeg har spillet. Det er jo klart, at når man scorer to mål som venstreback, så kan det næsten kun have været en god kamp. Jeg synes også, at det gik fint defensivt. Der var enkelte gange, hvor de løb i ryggen, men det blev aldrig farligt, og vi havde fint styr på dem. 

Venter en hård kamp
Selvom 4-1-sejren over FC Nordsjælland stadig ligger frisk i erindringen, så forventer Durmisi ikke, at det bliver nogen let kamp søndag.

Denne gang spilles kampen på Farum Park, og den hurtige venstreback håber, at han og holdkammeraterne kan give en sejr til de mange medrejsende Brøndby-fans. 

- Jeg har ikke tænkt over, om Nordsjælland nødvendigvis ligger godt til mig. Jeg går ind til alle kampe, som jeg plejer. Jeg vil altid spille godt, og så er det egentlig ligegyldigt, hvad modstanderen hedder. Men de vil jo gerne spille på samme måde som os, så på den måde ligger de måske meget fint til mig. 

- Det bliver en rigtig hård kamp mod et Nordsjælland-hold, der spiller godt - især på hjemmebane. Vi skal selvfølgelig passe på deres kombinationer, omstillinger og hurtige kanter, men ellers skal vi bare fokusere på vores eget spil og på at hive de tre point hjem, så vi er sikre på fjerdepladsen. Vi vil rigtig gerne give fansene en sidste sejr i sæsonen, lyder det fra Durmisi.