Opfordring: Gult stadion mod Randers

06.05.2014 13:38

På søndag den 11. maj slår Brøndby Stadion portene op til sæsonens sidste hjemmekamp, og spillerne kan forhåbentlig blive hjulpet godt på vej af massiv opbakning fra tribunerne i jagten på point og europæisk fodbold.

Derfor opfordrer Brøndby IF alle til at runde ”hjemmesæsonen” af ved at gøre stadion så gult som muligt!

Køb en ”Kurs mod Europa”-t-shirt, og brug den som billet

Har du ikke en gul trøje i garderobeskabet, kan du med fordel købe den nye ”Kurs mod Europa”-t-shirt, som kan blive din for kun 100 kr. (begrænset antal). Når du køber denne t-shirt, støtter du samtidig Brøndby Tifo, som står bag de flotte tifoer på såvel ude- som hjemmebane. For hver t-shirt der bliver solgt, sender Brøndby IF således 20 kr. af sted til tifo-gruppen.

Der er 2.500 ”Kurs mod Europa”-t-shirts, så hvis alle bliver solgt, vil Brøndby Tifo modtage 50.000 kr. Størrelserne er fordelt således:

7-8 år: 50 stk.
9-11 år: 75 stk.
12-13 år: 75 stk.
S: 200 stk.
M: 400 stk.
L: 700 stk.
XL: 700 stk.
XXL: 300 stk.

”Kurs mod Europa”-t-shirten fungerer ligeledes som billet til udvalgte afsnit på stadion til kampen mod Randers FC på søndag den 11. maj. Det vil sige, at der er gratis adgang til Sydsiden nedre, Nordea-tribunen (øvre og nedre) samt det nordlige sving på Loxam-tribunen via Telenor-indgangen (Hørkram-svinget), hvis du har købt denne t-shirt. Bemærk, at Brøndby IF forbeholder sig retten til at henvise til et andet afsnit end det ønskede, hvis der er fyldt op.

Brøndby IF gør i øvrigt opmærksom på, at man fortsat skal købe billet, hvis man vil være sikker på at få en bestemt siddeplads.

stadion

Stadionoversigt - her kan du se placeringen af B6 på Loxam, Hørkram-svinget, Nordea-tribunen og Sydsiden nedre.

”Kurs mod Europa”-t-shirten kan købes i Brøndby Shoppen på Brøndby Stadion allerede fra på torsdag den 8. maj, hvor der er hjemmekamp mod FC Midtjylland. T-shirten fungerer imidlertid ikke som billet til denne kamp, men udelukkende til kampen mod Randers søndag den 11. maj og til de ovennævnte afsnit.

Brøndby IF opfordrer hermed alle på stadion til at klæde sig i gult søndag den 11. maj mod Randers FC - og til at komme i god tid. Lad sæsonens sidste hjemmekamp blive en gul fest på samtlige tribuner! 

kursmodeuropa

Dette tryk pryder brystet af "Kurs mod Europa"-t-shirten. Brøndby IF opfordrer alle til massiv opbakning, så vi kan holde kursen og komme helt i mål.