Stort interview: Tæt på brandvarme Stückler

23.04.2014 10:56

Daniel Stückler er brandvarm for tiden. Den blågule angriber, som netop er fyldt 17 år, har banket adskillige mål ind efter januarskiftet til Vestegnen, og senest gik det ud over Avarta i gårsdagens 2-0-sejr i pokalkvartfinalen.

I begyndelsen af februar lavede brondby.com et større interview med dengang 16-årige Daniel Stückler, som blev offentliggjort i "Fodbold i Brøndby"-avisen.

Du kan læse artiklen nedenfor.

Angrebstalent starter Brøndby-karrieren i overhalingsbanen

Det er gået hurtigt for 16-årige Daniel Stückler.

Fredag den 31. januar, på transfervinduets sidste dag, skrev han sirligt under på en 3-årig kontrakt, som færdiggjorde skiftet fra Lyngby Boldklub til Brøndby IF. To dage senere viste han prøver på sit talent, da han fik uofficiel debut på Superligaholdet i en træningskamp mod HB Køge. 12 dage længere henne i kalenderen, fredag den 14. januar, har han taget plads i gaten på vej hjem fra Superligatruppens træningslejr i Antalya, Tyrkiet. Allerede i gang med sit første store interview.

- Jeg har det helt fint med fart, så jeg er ikke skræmt væk endnu, lyder de første ord fra en storsmilende Daniel Stückler.

- Det var da lidt mærkeligt at skrive under fredag og så allerede være i kamp om søndagen med en masse, som jeg ikke har spillet med før. Men det gik fint. Alle har taget rigtig godt imod mig, og det har været en fed træningslejr her efterfølgende.

Igennem ni dage har han trænet med profiler som Simon Makienok og Thomas Kahlenberg. I 2-1-sejren over ukrainske FC Sevastopol blev det endda til 25 minutter som topangriber på Thomas Franks mandskab, og den unge angriber suger til sig.

Daniel Stückler lader det imidlertid ikke stige ham til hovedet. Den unge angriber vil frem i verden, men med den nødvendige tålmodighed.

- Det giver blod på tanden at komme med for at snuse lidt til niveauet og livet som Superligaspiller. Jeg har fin tålmodighed, men selvfølgelig vil jeg gerne fremskynde processen, hvis det er muligt, så jeg ikke skal vente med at bryde igennem, til jeg er på den anden side af 25 år. Når det er sagt, så ved jeg også godt, at det ikke sker i morgen eller i overmorgen. Jeg er kun 16 år, så indtil videre er jeg skam tålmodig nok. Jeg har også en skole, som skal passes, forsikrer Daniel Stückler.

DS








Angrebstræner Peter Foldgast og Daniel Stückler (foto: Arnason.dk.)

Lige nu er det vigtigste, at han føler en konstant udvikling. Netop udvikling var emnet, da han få timer forinden dette interview fik en snak med cheftræner Thomas Frank og U19-cheftræner Henrik Lehm.

- Vi snakkede om, hvordan turen er gået for mig. De sagde, at de havde været glade for at have mig med, så det var fedt at høre, fortæller Brøndby-talentet.

- De spurgte blandt andet, hvad jeg havde lært om forskellen på ungdomsfodbold og Superliganiveauet i løbet af de ni dage, og som jeg oplever det, er spillernes fart og tempoet i spillet blandt de helt store forskelle. Og så fysikken. Der skal bygges flere muskler på, og så skal der tænkes lidt hurtigere, men jeg føler allerede, at jeg har rykket mig. Ni dages træningslejr med Superligatruppen skærper én med det samme, for du skal holde det høje niveau hver dag. Jeg har allerede taget det lidt til mig.

Hvilken forskel kunne du mærke hos dig selv fra den første træning i Tyrkiet og til den sidste?

- Som dagene skred frem, formåede jeg at orientere mig bedre og tænke hurtigere. Det går ikke, at du først begynder at finde dine muligheder, når du modtager bolden. Det skal ske, før bolden kommer til dig – ellers bliver du savet over, siger den unge angriber med et stort grin.

- Ej, de har ikke savet mig over, men de er over dig lige med det samme med stor fysik, så det gælder om at være forberedt, allerede inden man modtager bolden, hvis man ikke skal blive mast. Det bliver selvfølgelig endnu mere tydeligt, når man træner på så højt et niveau som her i Brøndby.

Hvor meget har netop følelsen af at være en del af en stor klub som Brøndby IF spillet ind på dit skifte?

- Selvfølgelig har det spillet ind, at Brøndby er en stor og traditionsrig klub. Det er ikke hvilken som helst klub, jeg er kommet til. Gode faciliteter, stor og professionel organisation, en cheftræner med talenterfaring og en klubstrategi med fokus på talenter. Det er en fed pakke at få tilbudt. Så kan man lægge de fantastiske fans oveni. Det er hele kulturen, der tiltaler mig. Alle lever og ånder fodbold.

Apropos at leve og ånde fodbold. Hvor meget "stjæler" fodbolden af din identitet?

- Næsten den hele. Der går ikke længe imellem, at jeg rører en bold. Hele min hverdag er bygget op omkring fodbold. Alt bliver planlagt efter min træning og mine kampe. Allerede i min alder skal man leve som en fuldtidsprofessionel. Der er alle mulige ting fra et normalt teenageliv, som man må vælge fra, og det har jeg det fint med, for jeg elsker fodbold. Sådan er rammerne. Det er ikke sådan, at jeg bare sidder og glor ind i væggen uden at se mine venner, siger Daniel Stückler.

- Det er drømmen om at leve af det, jeg elsker, der driver mig frem. Det er ikke pengene, jeg jagter. Hvis jeg på et tidspunkt kan leve af at gøre det, jeg allerhelst vil... Det ville være det bedste i verden. Selv hvis jeg ikke havde været specielt god til fodbold, så ville jeg stadig spille, fordi jeg elsker det.