Frank: AGF vil investere alt

20.04.2014 09:25

Fem nederlag i streg uden at score. Sådan lyder Superligaformen for AGF, Brøndby IF's modstander mandag aften.

Cheftræner Thomas Frank tager imidlertid intet for givet. Tværtimod. Han kræver som sædvanlig fuld fokus, for AGF skal ikke undervurderes. I stedet forbereder han sine spillere på et møde med et hold, som "vil investere alt" for at komme tilbage på sporet og "har alt at vinde".

- AGF lider i øjeblikket, og det ønsker man jo ikke for ens kollegaer. Vi ved alle sammen, hvilket tryk man kan komme under - ikke mindst i den klub. Jeg ved, at de arbejder hårdt og målrettet med tingene, men når man har tabt fem i træk uden at score, så er det klart, at man er ramt. Omvendt så er det også bare sådan i fodboldverdenen, at nogle gange er det dem, der er såret allermest, som er de farligste, siger Thomas Frank og tilføjer:

- De har måske ikke så meget fasthed i holdet lige nu, men omvendt vil de gå gennem ild og vand for at komme tilbage på sporet. De vil kæmpe hårdt, de vil investere alt, og derfor bliver det en voldsom svær kamp for os. Vi kommer til at skulle åbne en meget svær modstander, som har alt at vinde.

Det ligger og ulmer

Brøndby-spillernes afsæt er en 3-1-sejr over SønderjyskE, som kom i hus efter blågule dominans igennem det meste af opgøret. Der er imidlertid plads til forbedring, og den skal bygges oven på de gode ting fra sejren, lyder det fra Thomas Frank.

- Vi er rigtig glade for sejren over SønderjyskE, og vi vil gerne bringe energien videre til mandagens kamp. Dernæst skal vi tilføre mere kvalitet. Vi slider lidt med at spille chancerne større og med at spille hurtigt nok. Det gælder også den sidste kvalitet i pasningerne, indlæggene og beslutningerne, men vi kan se, at det ligger og ulmer. Jeg synes, at der var muligheder for at gøre eksempelvis vores omstillinger endnu farligere mod SønderjyskE, men ikke mindst i det etablerede spil skal vi blive skarpere og spille hurtigere, lyder det fra den blågule cheftræner.

- Langt hen ad vejen gjorde vi mange ting rigtigt mod SønderjyskE. Det skal vi bygge videre på mod AGF. Det er egentlig meget simpelt i teorien. Mandag skal vi overføre det til praksis.