Boulahrouz: Fantastisk at være tilbage

17.04.2014 08:16

Brøndby IF tabte som bekendt søndagens sene Superligakamp til ligaens førerhold fra AaB. Et ærgerligt resultat, men lidt lys i mørket er der trods alt. Således blev det til comeback til Khalid Boulahrouz, der spillede hele kampen i midtforsvaret. 

Den rutinerede stopper er lykkelig for at være tilbage efter at have siddet ude i længere periode. En hård tid, men det handler om at være positiv, lyder det. 

- Det var fantastisk at være tilbage på banen - en dejlig følelse! Det var fantastisk at trække den gule trøje over hovedet igen, for det har været en hård periode. Jeg elsker fodbold mere end noget andet, så det har været ubeskriveligt hårdt at være udenfor, siger Boulahrouz. 

-Men jeg har bare måtte være tålmodig, kæmpe hårdt og så vente på, at det blev min tur. Man skal være mentalt stærk, når man går igennem en skadesperiode, men jeg er altid positiv og arbejder hårdt. Min filosofi er, at det mindste man kan gøre er at arbejde stenhårdt hver dag. Så skal man nok komme tilbage.

Skuffende resultat, men lyspunkter

Nok er Khalid Boulahrouz glad for at være tilbage, men nederlaget til AaB giver skår i glæden. Det er dog ikke så skidt, at man ikke kan lære af det og forbedre sig som hold. 

- Resultatet var skuffende, for vi tog derop for at vinde. Vi er ikke arrogante, og vi respekterer vores modstandere, men vi prøver at vinde hver en kamp. Det er vores mål. Det er klart, at nogle gange taber man, men jeg synes, vi spillede kampen med hjerte. Og selv om vi ikke skabte de chancer, vi gerne ville, så tabte vi ikke vores identitet, da vi kom bagud.

- For mig personligt synes jeg, det gik fint. Jeg følte mig godt tilpas fysisk. Man skal selvfølgelig bruge nogle kampe for at komme i topform, men jeg synes, jeg gjorde det fint. Men selvom det gik fint, så er jeg aldrig helt tilfreds. Jeg vil altid være bedre. Det er mit mål, og det er det, jeg arbejder hårdt for til hver kamp og hver træning, lyder det fra Boulahrouz, der vil have revanche mod SønderjyskE på fredag. 

- Vi skal selvfølgelig analysere kampen (i søndags, red.) og få kigget på både de gode og de dårlige ting. Men så handler det også om at komme videre. Vi lærer fra kampen i søndags, men den ligger også bag os, og nu kigger vi fremad. Vi vil vinde, og vi har en tro på, at det kan lade sig gøre, slutter Boulahrouz.