Masterclass: Landsdækkende talentudvikling

14.04.2014 13:10

Ambitionerne for talentudviklingen i Brøndby Masterclass rækker langt ud over Vestegnens grænser. I forvejen drives et velfungerende partnerskab med den sydafrikanske klub Bidvest Wits, hvilket blandt andet har sendt stortalentet Lebogang Phiri til Brøndby.

Nu skal samarbejdet med en række regionale talentcentre og lokale talentklubber i Danmark gøre Brøndby Masterclass landsdækkende.

- Vi har iværksat samarbejder med en række regionale talentcentre og lokale talentklubber. Det gør vi for at brede talentudviklingen og rekrutteringsnettet ud over et større geografisk område samt for at hjælpe de tilknyttede klubber med at løfte sig til et endnu højere niveau, hvad angår talentudvikling.

- Vi vil med menneskelige og økonomiske ressourcer højne de udvalgte klubbers træningsniveau og dygtiggøre de forskellige led i klubben, så de får en endnu mere attraktiv og velfungerende klub.

Talentcentrene skal levere Superligaspillere

De regionale talentcentre er klubber, der i forvejen har et højt niveau for deres talentudvikling og som minimum kandiderer til at opnå B- eller T-licens i DBU-regi. De lokale talentklubber er mindre klubber i nærområdet, hvor samarbejdet både er af fodboldmæssig og kommerciel karakter.

Interesserede klubber kan søge om at blive en del af Brøndby Masterclass. Afhængig af deres nuværende niveau for talentudvikling får de et økonomisk tilskud, der øremærkes til konkrete udviklingsprojekter.

De tilknyttede klubber kan også drage fordel af blandt andet jævnlige fællestræningspas samt sparring og uddannelse. Alt sammen orkestreret af trænere og ledere fra Brøndby Masterclass.

- Samarbejdet, og det vi tilbyder klubberne, er naturligvis ikke for vores blå øjnes skyld. Ambitionen er, at hvert regionalt talentcenter leverer tre U-spillere per årti, hvoraf én skal udvikle sig til Superligaspiller i Brøndby IF, lyder det fra Per Rud.

Brøndby Masterclass har til at starte med plads til 10 klubber med status af regionale talentcentre samt 20 klubber med status af lokale talentklubber. P.t. er der tilknyttet seks klubber i den første kategori og 12 klubber i den anden:

Regionale talentcentre

- Næstved IF
- Kolding IF
- Holbæk Bold- & Idrætsforening / Nordvest FC
- B1908
- Nykøbing FC
- FC Øresund

Lokale talentklubber

- Albertslund IF
- BK Friheden
- BK Rødovre
- Brøndby Strand IK
- Glostrup FK
- Herlev B73
- Kløvermarkens Forenede Boldklubber
- Ledøje-Smørum Fodbold
- Roskilde KFUM
- SB50 Ishøj
- Solrød FC
- Taastrup FC