En klubmastodont er faldet
05.03.2014 14:38
Den 24. januar 2014 mistede Brøndby IF en af de mest betydningsfulde personer i klubbens historie, da medstifter af Brøndbyernes Idrætsforening og mangeårigt bestyrelsesmedlem, Rudolf Larsen, sov stille ind efter længere tids sygdom.
brondby.com bringer her en længere artikel, hvori Jørgen Pedersen (også kendt som Røde Jørgen, red.) og Finn Petersen, der begge kendte Rudolf Larsen gennem en menneskealder, fortæller om den tidligere klubformand.
På søndag inden Superligakampen mod FC Nordsjælland hyldes Rudolf Larsen med ét minuts klapsalver.
Stor opgave at være formand
Rudolf Larsen var holdleder og materialeforvalter i Brøndbyøster IF, da Brøndby Kommune tilbød Brøndbyøster IF og naboklubben Brøndbyvester IF, at de kunne spille på den flotte, nyanlagte bane, der senere skulle gå hen og blive kendt som Brøndby Stadion. Dengang delte klubberne fodboldbaner med skolerne, så det var et forslag, der vakte glæde i klublokalerne. Der var bare ét problem. Det var et krav fra kommunen, at klubberne skulle lægges sammen, og det faldt ikke i god jord hos mange trænere og ledere i de to foreninger.
- De var jo som hund og kat dengang. Det var datidens Derby her på Vestegnen. Så de var bestemt ikke glade for idéen. Men Rudolf var sammen med Jørgen Lundø (klubbens første formand, red.) og Poul Andersen fortalere for en sammenlægning, fortæller Jørgen Pedersen.
Tilbuddet om at spille på en ny, flot bane var i sidste ende for stærkt et argument for modstandere af sammenlægningen, og 3. december 1964 blev Brøndbyernes IF en realitet. Året efter blev Rudolf Larsen seniorformand i den unge klub – en stilling han besad helt til 1979, hvor Jørgen Pedersen tog over. Finn Petersen husker tydeligt, hvor stor en indsats, Rudolf Larsen lagde i klubben.
- Det var en stor opgave dengang at være seniorformand, og det var nok en langt større rolle, end det er i dag. Der var en masse ting, der skulle holdes styr på og mange forskelligartede opgaver. Derudover var Rudolf jo også materialeforvalter i mange år, siger Finn Petersen og fortæller videre om, hvordan Rudolf Larsen fortsatte sit virke i klubben, lang tid efter han trådte tilbage som seniorformand.
- Han var jo i klubben indtil for 10-15 år siden. Det var ikke længere så meget omkring selve fodbolden, men alt det uden om. Han hjalp til i boderne, talte penge op og kørte dem i banken. Og en masse andre af den slags opgaver. Han var altid klar til at træde til, når der skulle laves noget.
Brøndby var en livsstil
Omtrent ti år efter ”fødeåret” besluttede man i Brøndby IF, at man ville op og bide skeer med de store hold. Man ville være divisionsklub. Rudolf Larsen støttede op om projektet og var med hele vejen, selv om han tilhørte den ældre generation, hvor alle måske ikke havde lige så store ambitioner som de yngre kræfter, der skubbede klubben frem mod nye mål i disse år.
At bygge en divisionsklub op er ikke noget, man kommer sovende til, og det var da også noget, der kunne mærkes i privatlivet. Rudolf og vennerne arbejdede i Brøndby IF seks ud af ugens syv dage, og det var kun om fredagen, de ikke var ude i klubben. Det skal bemærkes, at dette var før man havde en professionel organisation, så klubarbejdet startede først, efter man var færdig med sit ”almindelige” arbejde.
- Da vi i 1973 besluttede os for, at vi skulle være divisionsklub, gav vi hinanden hånd på, at vi måtte knokle for den her klub. Fredag var hellig, men ellers var vi herude hver dag – også i weekenden. Det betød, at når man kom hjem fra arbejde, så var det af med arbejdstøjet, få lidt aftensmad og så ellers afsted ud i klubben, fortæller Jørgen Pedersen.
- Rudolf var jo ligesom mange af os andre dybt engageret i Brøndby. Han var så fandens glad for klubben og tilbragte hele sit liv her. Det var en livstil for ham, og man kan nærmest sige, at familielivet kom lidt i anden række.
Mange anser Brøndby IF for at være deres familie, men for Rudolf Larsen var det faktisk helt reelt at påstå. Hans søn, Per Bjerregaard, har som bekendt haft kæmpestor betydning for klubbens udvikling og historie, men også Rudolfs kone, Esther, var gennem en lang årrække tilknyttet Brøndby IF.
- Esther var også dybt engageret i klubben. Hun var faktisk den første fuldtidsansatte i klubben. I starten af 80’erne blev hun ansat som kontordame, og hun havde styr på regnskaberne og det der. Så det har jo også været med til, at Rudolf har fået lov til at være her så meget, fortæller Jørgen Pedersen.
En diplomatisk vinder
Spørger man ind til personen Rudolf Larsen, tegner der sig et billede af en mand, der var rar at være sammen med, og som altid var klar til at tage fat, hvor der var brug for det.
- Rudolf var en herlig fyr. Han var ikke sådan en, der råbte op ligesom nogle af os andre. Men når han havde noget at sige, så blev der hørt efter. Han var samtidig også fantastisk hjælpsom og altid klar på at give en hånd med, siger Finn Petersen.
- Han var også en rigtig god kammerat i festligt selskab. Han var ikke sådan en spasmager, men han var bestemt hyggelig. Og så var han jo én, man kunne stole på og altid vidste, hvor man havde.
Også Jørgen Pedersen husker Rudolf Larsen som en god mand, der ville klubben det bedste. Men selv om han var et hyggeligt og roligt gemyt, så skal man ikke tro, at det gik ud over vindergenet.
- Han var jo så menneskelig, som nogen kan være. Han gjorde ikke nogen ondt. Jeg kan ikke mindes, at han har været uvenner med nogen i klubben. Det har i hvert fald ikke været så meget, at det har sat sig hos nogen, siger Jørgen Pedersen og fortsætter:
- Han var jo meget diplomatisk. Han blev aldrig gal eller skejede ud. Men du må ikke tro, at det betød, at han ikke var opsat på at vinde. For han var en lige så stor vindertype som os andre. Man flækkede hellere en arm på langs end at tabe en kamp!
Optimisten Rudolf
Rudolf var ikke bare opsat på at vinde, han havde også en indædt tro på, at det kunne lade sig gøre. Det afspejlede sig i mange af de tiltag, han bidrog med i årenes løb. Fra alternative lysmaster til nye, spændende talenter – Rudolf havde altid en tro på, at tingene ville lykkes.
- Rudolf var jo superoptimist, det kan jeg godt fortælle dig. Han var parat til at indgå væddemål, da vi kom op i Superligaen, om at der ville komme mindst 20.000 hver gang. Han var glad, og selv når vi var bagud, så troede han på, at vi vandt, fortæller Jørgen Pedersen og beretter om, hvordan det også afspejlede sig, da han havde besigtiget et tvillingepar ved navn Peter og Ebbe Sand.
- Han tog til Hadsund sammen med Ebbe Skovdahl for at se de her tvillinger, og da de kom hjem, var han fyr og flamme. Han var meget begejstret og mente naturligvis, at dem skulle vi ha’. Men de spillede jo i serie 1, og vi spillede Superliga, så vi andre regnede ikke med, at de havde, hvad der skulle til. Men Rudolf troede på dem, og så fik vi hentet dem herud.
Jørgen Pedersen husker også et andet kuriøst tiltag, som Rudolf var fadder til. Det var tilbage i starten af 1970’erne, da klubben stadig var ung, og faciliteterne var af en anden standard, end dem vi ser i dag.
- Engang lå der, bag det vi kalder Loxam-tribunen i dag, en bane, der hed Bane 2. Det var den bane, hvor spillerne trænede, men der var ikke lys på. Dengang havde spillerne et arbejde, de skulle passe om dagen og trænede derfor om aftenen, så det var jo et problem. Men det fandt Rudolf heldigvis en løsning på. Han var seniorformand, og han kommanderede alle os, der havde bil, til at komme og lyse på banen, mens spillerne trænede. Så holdt vi der tirsdag og torsdag aften og brændte benzin af. Det var Rudolfs arrangement, og det fungerede fint, siger Jørgen Pedersen.
Et af de gamle træer er faldet
Rudolfs betydning for Brøndby IF kan ikke undervurderes, og det er en af de helt store legender, der tages afsked med. Han er en stor del af klubbens historie, ligesom Brøndby IF var en stor del af hans liv.
- Han var sej. Han var saftsusemig sej. Han fulgte fodbolden lige til det sidste. Og så længe han kom her, var han lige så interesseret i, hvordan det gik i ungdomsrækkerne som for førsteholdet, siger Finn Petersen og fortsætter:
- Han var en del af den gruppe personer, der fik det her til at ske. Han er en af de allermest markante personligheder i Brøndby IF’s historie og har virkelig trukket det helt store læs. Det er et af de gamle træer i skoven, der er faldet.
Rudolf Larsen blev 90 år gammel. Æret være hans minde.