Ny målmand hentes i Belgien

25.01.2014 20:06

Belgiske Bram Verbist er ny målmand i Brøndby IF frem til sommer. Verbist kommer til på fri transfer fra den belgiske klub Cercle Brügge, hvor han siden 2007 har spillet 165 kampe.

Brøndby IF's keeper Michael Falkesgaard misser som bekendt forårssæsonen på grund af en operation i håndleddet, og derfor har Brøndby IF nu valgt at hente 30-årige Bram Verbist - indtil videre forårssæsonen ud.

En rutineret keeper

Sportschef Per Rud udtaler:

- Bram Verbist er en dygtig og rutineret målmand, som med sine evner på stregen og sin erfaring vil kunne presse vores øvrige keepere. Aftalen med Bram løber i første omgang indtil sommer.

- På grund af Michael Falkesgaards skade har vi vurderet, at det var vigtigt for os i foråret at have en erfaren målmand i truppen, også selv om vi ser et stort lys i vores unge keepertalent Andreas Hansen (U19-målmand).

- At vi nu skriver kontrakt med Bram Verbist betyder, at den færøske målmand Kristian Joensen, trods en fin prøvetræning i Dubai, ikke får en aftale her i klubben. Men han er en dygtig keeper og en fin fyr, så jeg er sikker på, at der er en sjællandsk klub, der kan få stor gavn af ham, når han flytter til København for at studere.

Bram Verbist ser frem til at møde sine nye holdkammerater og træde ind i opstartstræningen.

- Jeg havde flere muligheder, men Brøndby er en stor klub med en fantastisk historie, og det gjordet valget nemt. Jeg tøvede ikke med at gribe denne chance, siger den 30-årige belgier, som ikke er skræmt over udsigten til at være andetvalg efter Lukas Hradecky.

- Klubben gjorde det klart, at de var på udkig efter en reservemålmand, da de allerede har en meget stærk og dygtig keeper. Det er jeg afklaret med. Man ved aldrig, hvordan tingene udvikler sig, og jeg er klar til at arbejde hårdt for på den måde at presse både Lukas (Hradecky, red.), Andreas (Hansen, red.) og mig selv til konstant at blive bedre.

BV

Brøndby IF's nye målmand, Bram Verbist, er fra Belgien, 30 år gammel og har været i klubber som Germinal Beerschot, Ajax Amsterdam, Eendracht Aalst og Cercle Brügge.