Lebo og Maikon ankommer senere til Vestegnen

06.01.2014 10:24

To af Brøndby IF's unge spillere, Lebogang Phiri og Maikon Orellana, ankommer begge forsinket til træningsopstarten på Vestegnen.

For Lebogang Phiris vedkommende drejer det sig om en udløbet arbejdstilladelse, mens det for Maikon Orellana handler om en aflyst flyafgang.

Uheldigt

Sportschef Per Rud udtaler:

- Spillerne er selv ansvarlige for transporten hjem fra deres ferier samt for, at deres papirer er i orden, og det er uheldigt, at det ikke har været tilfældet her.

- Selvfølgelig skal og vil vi som klub gerne hjælpe spillerne med praktiske ting som arbejdstilladelse og så videre, så vi tager også vores del af skylden for Lebos forsinkelse.

- I sidste ende er spillerne dog nødt til selv at tage ansvar for, at deres papirer er i orden, og at de kommer retur til klubben til tiden, så de kan passe deres job. Vi regner med, at Lebo er tilbage i forbindelse med afgang til træningslejren, og at Maikon ankommer en af de nærmeste dage.