Medier: Makienok gift for AGF

23.09.2013 12:23

Simon Makienok får topkarakter for sin præstation i søndagens udekamp mod AGF.  Dagbladet BT vurderer i sin mandags-udgave, at "Makienok spillede sin bedste kamp i denne sæson" og belønner Brøndby-angriberen med et 10-tal i reportagen fra kampen i Århus.

Ekstra Bladet har Simon Makienok som blikfang og har samtidig sat gang i nedtællingen til lørdagens hjemmekamp mod FC København. Ekstra Bladet peger på fem forhold, der har knækket kurven for Brøndby. Thomas Kahlenberg frenhæves blandt andet for sin evne til at skabe ro og binde Brøndby IF's spil sammen. På Top-5-listen figurerer også Alexander Szymanowski, der allerede omtales som "en kommende Superliga-profil."

Makienok vandt duellen mod Anders Kure

I sit opkog efter niende runde i Superligaen konstaterer Politiken, at Superligaen er sjældent tæt. Beviset: Kun fem point skiller nummer 11 og nummer to i ligaen.
 
Jyllands-Postens overskrift lyder "Simon Makienok trynede AGF". Avisen skriver, at Brøndby-angriberen var "ren gift" for AGF-forsvarerne. Jyllands-Posten konstaterer også, at "AGF-forsvarerne inden kampen havde forberedt sig på, at Makienok ville blive svær at håndtere, især i luftspillet, og det fik de fuldstændig ret i."

I optakten og nedtakten til AGF-kampen fokuserede 3+/Onside på duellen mellem Simon Makienok og AGF's kontante midterforsvarer, Anders Kure. Ikke overraskende konkluderede Onsides ekspert Poul Hansen, at Makienok løb med sejren i den duel. Simon Makienok havde ifølge Onside 30 aktioner i de 64 minutter, han spillede, hvoraf langt størstedelen var succesfulde. I de direkte dueller med Anders Kure vandt Simon Makienok 10 ud af 13 dueller ifølge Onside.

SM

Simon Makienok og Brøndby IF vandt fortjent 3-1 i Århus søndag aften. Foto: Arnason.dk