Brøndby IF forlænger med Andrew Hjulsager

22.08.2013 14:40

Efter torsdagens træning satte U19-spilleren Andrew Hjulsager sin signatur på en kontraktforlængelse med Brøndby IF. Det betyder, at parterne nu har papir på hinanden frem til sommeren 2017.

Det 18-årige Brøndby-talent fik debut på Superligaholdet med en plads i startopstillingen mod FC Vestsjælland i sæsonpremieren, hvor han lobbede bolden i kassen på flotteste vis til 1-0.

Det er ligeledes blevet til spilletid i de fire efterfølgende kampe, og sportschef Per Rud håber, at det på længere sigt vil blive til meget mere af slagsen for den talentfulde offensivspiller, som har 33 U-landskampe på cv'et.

Et toptalent i positiv udvikling

- Andrew er det, jeg vil kalde for et toptalent, og især glæder vi os over hans evne til at sætte spillet op og score mål. Han har bevist, at han kan være med på Superliganiveau, og vi skal ikke glemme, at han ikke engang er seniorspiller endnu. Derfor er det meget glædeligt, at vi med en 4-årig aftale nu har sikret, at samarbejdet kan fortsætte, siger sportschef Per Rud og tilføjer:

- Vi har meldt klart og tydeligt ud, at talentudvikling er en central del af strategien, og Andrew er et godt eksempel på det arbejde. Jeg er sikker på, at han og Brøndby IF i samarbejde vil fortsætte den positive udvikling både spillemæssigt og mentalt, så vi i det rette tempo kan få forløst det potentiale, Andrew rummer. Det er imidlertid vigtigt at huske, at han er ung, og at der vil komme op- og nedture. På nuværende tidspunkt er det ikke forventningen, at han skal spille fuld tid i kampene, men i stedet gradvist tilvænnes og udvikles til at kunne præstere kontinuerligt i Superligaen.

Andrew Hjulsager glæder sig ligeledes til at fortsætte samarbejdet.

- Jeg har været i klubben, siden jeg var ni år gammel, og jeg er glad for at have fået afklaring på, at jeg kan fortsætte udviklingen her og være en del af det spændende projekt, der er blevet sat i gang. Det har altid været en kæmpe drøm for mig at spille regelmæssigt på Brøndby Stadion foran de fantastiske fans, og forlængelsen er et godt skridt i den retning.

- Lige nu er mit fokus at udvikle mig yderligere ved at klø på til træning, lytte til input fra trænerne og gribe de muligheder for Superligaminutter, der måtte opstå. Jeg er klar til at suge alt til mig, så jeg på længere sigt kan blive en fast del af holdet, for det er mit mål, siger Andrew Hjulsager. 

AH

Andrew Hjulsager ved kontraktunderskrivelsen.

AH

Andrew Hjulsager i jubel efter sin scoring i debutkampen mod FC Vestsjælland. Foto: Arnason.dk.