Hjulsager: Helt vildt at score

21.07.2013 20:27

1-1 blev slutresultatet i sæsonpremieren på Brøndby Stadion, hvor FC Vestsjælland var på besøg.

Brøndby IF dominerede det meste af kampen, men måtte alligevel indkassere et mål efter 67 minutters spil, efter at den 18-årige debutant Andrew Hjulsager frækt havde lobbet hjemmeholdet foran efter 37 minutters spil. Det var derfor en glad, men samtidig ærgerlig, Hjulsager, som brondby.com talte med efter kampen.

Hjulsager blev i øvrigt den næstyngste målscorer for Brøndby IF nogensinde med sine 18 år og 187 dage (yngste målscorer er i øvrigt Niki Zimling). Kilde: Danskfodbold.com.

Vil prøve det mange gange

- Jeg synes, vi havde fortjent at vinde, og det er selvfølgelig skuffende, at vi ikke vinder, når vi er foran indtil relativ kort før tid og holder dem fra de store chancer i kampen.

- Mit fokus var på at starte sikkert og så senere hen tage nogle chancer. Det var en fantastisk følelse at score - helt vildt - og jeg håber at komme til at prøve det rigtig mange gange.

- Der er et stort potentiale i vores spil, og det glæder jeg mig til at følge og være en del af. Jeg synes, jeg gjorde det rigtig godt i dag, men det er Thomas, der sætter holdet.

- Jeg kunne selvfølgelig godt mærke forskellen på ungdomsfodbold og seniorfodbold på fysikken og tempoet. Det er også en helt anden atmosfære at spille på Brøndby Stadion end på bane 2. Stemningen er vild, og man kan nærmest ikke høre sig selv. Det var fedt, lyder det fra den debuterende målscorer Andrew Hjulsager.

AH

Unge Andrew Hjulsager spillede en fin debutkamp krydret med et flot føringsmål.