Clarence Goodson skifter til Major League Soccer

28.06.2013 16:26

Brøndby IF har indgået en aftale med Major League Soccer (MLS) om, at Clarence Goodson skifter til den amerikanske fodboldliga.

Det betyder, at Clarence Goodson fremadrettet vil tørne ud for en endnu ikke fastlagt MLS-klub, og den høje midterforsvarer har således spillet sin sidste kamp for Brøndby IF.

Altid utrolig professionel

Brøndby IF?s administrerende direktør, Tommy Håkansson, udtaler:

- Vi er tilfredse med at have lavet en aftale med Clarence og MLS om et skifte. Det lå ikke i kortene, at det ville blive til meget spilletid for Clarence i hans sidste seks måneder i klubben, og derfor giver skiftet til MLS god mening for både ham og Brøndby IF.

- Vi har været rigtig glade for Clarence, der altid har ageret utrolig professionelt, uanset hvilken situation han og vi har været i. Derudover er Clarence et yderst behageligt menneske, så det har været et fint bekendtskab, og vi ønsker ham og familien al held og lykke fremover.

31-årige Clarence Goodson, der i juli skal spille Gold Cup med det amerikanske landshold, nåede på to et halvt år at optræde i 66 førsteholdskampe for Brøndby IF.

CG

Clarence Goodson scorede seks mål for Brøndby IF siden ankomsten i januar 2011. Her fejres Clays føringsmål i 1-1-kampen mod AaB den 12. maj 2013. Foto: Arnason.dk