Brøndby IF siger farvel til fire spillere

23.05.2013 10:01

I kølvandet på sæsonens lykkelige afslutning har otte spillere i Brøndby IF's Superligatrup kontraktudløb.

Sportschef Ole Bjur fortæller her til brondby.com, at der er taget afsked med fire af spillerne, mens der fortsat er dialog med de øvrige fire.

Nederst i artiklen kan du læse udtalelser fra de fire spillere, der forlader klubben.

Tak til Randrup, Larsen, Skov Hansen og Corlu

Sportschef Ole Bjur:

- Umiddelbart efter sæsonens afslutning har vi holdt møder med de otte spillere i Superligatruppen, der har kontraktudløb nu. Det har udmøntet sig i, at vi tager afsked med fire spillere - Anders Randrup, Mathias Larsen, Jannik Skov Hansen og Azad Corlu.

- De fire øvrige spillere - Dennis Rommedahl, Jan Kristiansen, Jens Stryger Larsen og Brent McGrath - er vi fortsat i dialog med.

- De fire spillere, som vi tager afsked med, har alle været mange år i Brøndby IF og er uddannet i vores talentafdeling, og derfor er det selvfølgelig vemodigt, at vores veje nu skilles.

- Anders, Mathias, Jannik og Azad er alle fire unge, dygtige spillere med masser af gode personlige og spillemæssige kvaliteter hver især. Selv om vi har vurderet, at de ikke ville få spilletid her i Brøndby IF i den kommende tid, så er jeg sikker på, at de nok skal finde andre klubber at spille for, og hvem ved - måske kan de en dag komme styrket tilbage til Brøndby IF. Vi ønsker dem i hvert fald held og lykke med deres fremtidige karrierer. Mange tak for indsatsen på og uden for banen.

Selv siger de fire spillere:

Anders Randrup:

- Jeg har været glad for min opvækst i Brøndby IF, og jeg kommer til at savne de mange mennesker i og omkring klubben, som jeg har lært at kende i løbet af årene. Der er en helt speciel stemning og kultur, som man i den grad kunne mærke blive vækket til live igen her til sidst. Tusind tak til alle frivillige, fans, spillere, trænere og andre, der har bidraget i min tid i klubben.

Jannik Skov Hansen:

- Jeg har spillet så mange år i klubben, så det er hårdt at forlade den hverdag. Brøndby IF har været så stor en del af mig. Det seneste år har jeg været meget skadet, så nu handler det om at finde en god mulighed for at få spillet så meget som muligt. Hvor det bliver, må tiden vise. Jeg håber i hvert fald at komme tilbage til Brøndby IF en dag.

Mathias Larsen:

- Jeg har været så priviligeret at få Danmarks bedste fodbolduddannelse, blive trænet af nogle af de dygtigste trænere i landet og spillet sammen med mange fantastiske spillere. Min seniortid bød desværre på tre langvarige skadesforløb, der bremsede min udvikling. Jeg er nu fit for fight og ærger mig selvfølgelig over, at jeg ikke gik hele vejen og fik min debut, men sådan skulle det ikke være. Tak til de trænere jeg har haft: Krølle, John Ranum og Bent (Christensen Arensøe, red.), som jeg føler har været den vigtigste træner i min udvikling. Tak til Bern (Martin Bernburg, red.) for at holde mig ud i styrkelokalet og til Jens (Stryger Larsen, red.) for hans evige støtte. Brøndby IF er min klub og har altid været det. Jeg har spillet her, siden jeg var 14 år og har selvfølgelig stærke følelser for klubben. Derfor vil jeg altid være åben for at komme tilbage og fuldende min drøm om at spille Superliga for Brøndby.

Azad Corlu:

- Jeg har spillet i klubben, fra jeg var tre år gammel, så jeg vil altid have store og stærke følelser for klubben, mine ungdomstrænere, de frivillige og fansene. Min største drøm er og vil altid være at få lov til at løbe ind på Brøndby Stadion til Jump. Omvendt må jeg ærligt indrømme, at min seniortid i Brøndby har været svær, så nu er tiden inde til at finde glæden og lysten til fodbold igen, desværre bare ikke i Brøndby i denne omgang. En gang Brøndby, altid Brøndby!

AR

Anders Randrup nåede at spille 161 førsteholdskampe for Brøndby IF. Foto: Arnason.dk

JSH

Jannik Skov Hansen har spillet fire førsteholdskampe for Brøndby IF. Foto: Arnason.dk

ML

Mathias Larsen fik det meste af sin seniortid i Brøndby IF spoleret af skader og nåede derfor ikke at debutere (i denne omgang). Foto: Arnason.dk

AC

Azad Corlu har været i Brøndby IF siden 3-års alderen, men nåede desværre aldrig at få debut for klubbens førstehold. I seniortiden var 22-årige Azad Corlu udlejet af flere omgange.