Michael Tørnes skadet og ude i to uger

15.03.2013 10:06

Torsdagens træning endte brat for Brøndby IF's målmand Michael Tørnes. Keeperen kastede sig til siden efter en bold, men højre lillefinger "hang fast" i underlaget og gik derfor af led.

Tørnes var efterfølgende på skadestuen, hvor røntgenbilleder heldigvis viste, at intet er brækket. Dog gik fingeren så meget af led, at den måtte sættes på plads og syes af klublæge Eilif Larsen umiddelbart efter uheldet. Nu venter der omkring 14 dages pause til Michael Tørnes, lyder vurderingen fra klublæge Eilif Larsen.

Muligvis klar til Esbjerg-kampen

- Michaels finger har været gået af led, og han måtte syes med et par sting, da knoglen gik igennem huden.

- Røntgenbillederne har vist, at fingeren ikke er brækket, så det forkorter skadespausen væsentligt. Der er et sår, der skal vokse sammen, og et led der skal "sætte sig" igen, men det er min vurdering, at Michael er ude i hvert fald to uger, lyder det fra Eilif Larsen.

Dermed går Michael Tørnes med sikkerhed glip af søndagens Superligakamp mod FC Midtjylland, men kan altså muligvis være tilbage til næste opgør i Superligaen den 29. marts ude mod Esbjerg fB.

MT

Michael Tørnes er ude i omkring to uger med en skadet lillefinger. Foto: Arnason.dk