Fanopførsel, gelænder og net på Sydsiden

13.03.2013 14:21

Inden søndagens udekamp mod AGF opfordrede Brøndby IF, Brøndby Support og Alpha Brøndby til, at klubbens fans fastholder den gode stemning, men udrydder de uheldige episoder, der gang på gang koster indberetninger og bøder samt kan betyde kampe uden tilskuere og pointfradrag.

Udmeldingerne var et resultat af positiv dialog med nøglepersoner i de forskellige fangrupperinger, der går aktivt ind i projektet om selvjustits og god opførsel før, under og efter kampen.

Den efterfølgende evaluering af turen til Aarhus viser, at der er blevet taget et skridt i den rigtige retning.

Karantæne for antænding af nødblus

Brøndby IF har været i kontakt med både DSB og Politiet. Meldingerne er, at der ikke blev foretaget anholdelser, og at fansene generelt opførte sig rigtig godt.

Under selve kampen var der stor velvillighed fra både fans, Brøndby IF's medrejsende kontrollører samt AGF's kontrollører til at finde løsninger. Der opstod desværre et par episoder med antænding af nødblus. Dette blev forholdsvis hurtigt bremset af fansene selv. Det er på ingen måde i orden, at reglementet bliver overtrådt, men Brøndby IF glæder sig over, at der blev reageret på tribunen. Derudover blev to af de personer, der antændte nødblus, spottet af Brøndby IF's kontrollører og derefter overdraget til myndighederne. Disse personer har fået en foreløbig karantæne, som senere hen kan blive vekslet til en permanent af slagsen.

Brøndby IF og de respektive fangrupperinger vil bygge videre på dialogen og videreføre den til de kommende kampe, så vi kan komme de episoder, som har skadelige konsekvenser for både klub og fans, til livs.

Indtil videre har det resulteret i et skridt i den rigtige retning, og AGF-kampen viste, at åben og hyppig dialog med vores fans og udeholdets sikkerhedsafdeling kan bidrage positivt til den rette stemning og opførsel.

Gelænder ud for de gule striber

De gule striber på Sydsiden skal gøre alle områder på tribunen lettere tilgængelige, når redningsmandskab, politi, kontrollører eller samaritter hurtigt skal have adgang.

Det er fortsat et krav fra myndighederne, at ingen tager ophold på de gule striber under kampene på Brøndby Stadion.

Til Esbjerg-kampen onsdag aften er der monteret gelændere på de to midterste gule striber. Det kan forhåbentlig hjælpe tilskuerne på tribunen med at holde områderne frie. I løbet af foråret vil de resterende gule striber blive "indhegnet" af et gelænder.

Net foran Sydsiden

Som tidligere beskrevet planlagde Brøndby IF tilbage i efteråret ? som et led i optimering af sikkerheden på stadion ? at sætte net op foran de to endetribuner. Af konstruktionsmæssige årsager blev den proces forsinket, men nu er nettet foran Sydsiden sat op.

Det skulle gerne resultere i, at kasteskyts i langt mindre grad vil udgøre et problem. Vi henstiller dog fortsat til, at den enkelte person tager ansvar for egne handlinger og sørger for ikke at gøre noget, der kan skade ham/hende selv, klubben og medfansene.

Net

Det praktiske arbejde med at få nettet foran Sydsiden sat op startede i sidste uge. Her er nettet lagt klar langs med sidelinjen. Foto: Robert Hendel

Net

Nettet består af firkanter á 3x3 centimeter. Det skulle gerne stoppe langt størstedelen af muligt kasteskyts kastet mod banen. Foto: Robert Hendel

Net

Liften og mandskabet gik mandag i gang med at sætte wirer op i tagkonstruktionen. Foto: Robert Hendel

Net

Net

Nettet monteres på wirerne.

Net

Udsigten fra Sydsiden bag nettet.

Net

Nettet er monteret dels i stålbjælkerne i tagkonstruktionen og dels i hegnet ind mod selve banen.