Makienok, Rommedahl og Albrechtsen om forårspremieren

03.03.2013 20:17

Brøndby-mandskabet kæmpede 10 mod 11 i 83 minutter af forårspremieren mod Randers FC på Brøndby Stadion.

Resultatet blev et nederlag på 0-2 i en kamp, hvor de blågule havde flere store chancer for at udligne undervejs. brondby.com fik følgende reaktioner fra tre af spillerne.

Det er langt fra slut

- Folk fightede med alt, hvad de havde, og forsøgte at komme tilbage. Vi havde flere gode chancer, men der var desværre ikke nogen skarphed i os i dag, siger Simon Makienok, som kom på banen fra begyndelsen af anden halvleg.

- Lige nu er jeg meget skuffet, men vi skal videre. Vi har stadig 12 vigtige Superligakampe og en pokalturnering, så det nytter ikke noget at hænge med hovedet, tilføjer den lange angriber.

Anfører Dennis Rommedahl var ligeledes skuffet over forårspremieren, men troen på overlevelse er intakt.

- Selv med 10 mod 11 var vi det hold, som skabte de største chancer i dag. Det er svært at skabe noget, når man er en mand mindre, men vi spillede lige op med Randers, som ligger i den bedste halvdel af tabellen, og det giver håb. Det er langt fra slut, og vi skal nok komme igen, siger Brøndby-anføreren.

Martin Albrechtsen, som blev præsenteret for det røde kort i begyndelsen af opgøret, var ked af, at forseelsen gav de blågule en svær start på foråret.

- Det var dumt af mig at komme så tæt på, da jeg forsøgte at komme på den anden side af ham. Det var dårlig timing fra min side, men det er ærgerligt, at vi også skal have dømt et straffe imod os, når jeg rammer ham uden for feltet, siger Martin Albrechtsen.

DR

Dennis Rommedahl i fremdrift med bolden. Foto: Arnason.dk.