4-3-sejr over HB Køge i tredje testkamp

02.02.2013 17:15

Brøndby IF kom sejrrigt ud af lørdagens træningskamp mod HB Køge på kunstgræsset ved Stadionhal 1.

De blågule vandt således 4-3 på mål af Franck Semou, Oke Akpoveta og to gange Jens Stryger Larsen.

Flotte mål og kostbare fejl

Det var dog gæsterne fra HB Køge, som kom i front på et langskud efter knap 10 minutters spil. Franck Semou svarede hurtigt igen. Den unge midtbanespiller sparkede således kuglen i kassen fra kanten af feltet efter driblerier fra Oke Akpoveta, der kæmpede for at komme til afslutning i højre side af HB Køge-feltet. Bolden hoppede ud til Franck Semou, som sparkede første gang. 1-1.

12 minutter før pausen var HB Køge tæt på at komme i front på ny, men Michael Falkesgaard reddede et hovedstød fra helt fri position tæt under mål. Oke Akpoveta havde flere gode kontramuligheder i minutterne op til pausen, men HB Køge-forsvaret fik sat en stopper for den nigerianske angriber.

Cheftræner Auri Skarbalius valgte at skifte fire mand i pausen. Det betød, at halvlegen blev fløjtet i gang med en ny bagkæde bestående af Randrup, Goodson, Dumic og U19-spilleren Patrick da Silva. Dagens anfører, Mikkel Thygesen, byttede side med Jens Stryger Larsen, så sidstnævnte kom over i højre side. Her fik han en afgørende rolle for kampens udvikling.

Først var det på baggrund af hans arbejde, at bolden endte hos Oke Akpoveta midt for mål. Angriberen sparkede bolden fladt i kassen til 2-1. Dernæst kom Jens Stryger Larsen selv på tavlen.

Det blev 3-1 efter en times spil, da Franck Semou lagde en lang og præcis aflevering ned bag HB Køge-forsvaret. Boldens bane passede perfekt med Jens Stryger Larsens løb på højrekanten. Han skar ind i banen og tippede bolden over keeperen på køligste vis. 10 minutter senere gjorde han det til 4-1 efter en solotur fra midten af banen. Den energiske kantspiller satte den sidste HB Køge-forsvarer ved at lave tunnel for herefter at gentage sit tip fra 3-1-scoringen. Dobbelt målscorer og 4-1-føring til Brøndby IF.

Det, der lignede en sikker sejr, blev imidlertid forvandlet til en kamp med spænding til det sidste. To fejl i Brøndby-defensiven gjorde således, at HB Køge let kunne reducere til både 4-2 og 4-3. De blå gule holdt dog fast, og de mange fremmødte fans fik dermed en sejr med hjem fra de kolde timer på bane 9.

Brøndby IF - HB Køge 4-3 (1-1)
0-1: HB Køge (10. min.)
1-1: Franck Semou (13. min.)
2-1: Oke Akpoveta (53. min.)
3-1: Jens Stryger Larsen (60. min.)
4-1: Jens Stryger Larsen (70. min.)
4-2: HB Køge (77. min.)
4-3: HB Køge (79. min.)

Startopstilling

M. Falkesgaard

F. Holst - D. Stenderup - M. Albrechtsen - D. Norouzi

F. Semou - J. Kristiansen

M. Thygesen (c) - Z. Milutinovic - J. Stryger

O. Akpoveta

Ind- og udskiftninger
46. min.:
Daniel Norouzi, Daniel Stenderup, Martin Albrechtsen og Jan Kristiansen ud. Patrick da Silva, Dario Dumic, Clarence Goodson og Anders Randrup ind.
76. min.: Zoran Milutinovic og Oke Akpoveta ud. Kristian Andersen og Daniel Holm ind.

Kampforløb (fra liveupdate på Twitter)
0' Start-11 mod HB Køge kl. 13: Falkesgaard, Holst, Stenderup, Albrechtsen, Norouzi, Jan K, Semou, Thygesen, Milutinovic, Stryger & Oke.
3' Kampen er i gang. Ikke det store at berette om spillemæssigt, men flot fremmøde fra fansene.
10' 1-0 til HB Køge på langskud.
11' God stikning til Oke, men dommeren fløjter for offside.
13' 1-1 ved Semou.
13' Oke med gode driblinger i højre side af feltet. HB Køge får blokeret, men bolden hopper ud til Semou, som sparker den i kassen.
17' Gode aktioner af Milutinovic på midten. Sender Thyge i dybden, men offside igen.
23' Semou forsøger at erobre bolden oppe på HBK's halvdel, men får en advarsel for frisparket.
24' Ikke mange chancer indtil videre. Nu dog hjørne til Brøndby.
24' Keeperen plukker let bolden ned. Ingen blågule kommer frem til den.
27' Godt angreb med Oke, Semou og Milutinovic i centrum, men indlægget sejler igennem feltet.
33' Kæmpe chance til HBK. Falkesgaard redder et hovedstød fra tæt hold.
38' God blågul kontra. Oke sender bolden fladt på tværs af feltet, og Stryger får næsten gledet den i mål ved bagerste stolpe.
43' HBK får spiller sig ind i feltet. Afslutningen går roligt forbi stolpen.
44' To gode kontraløb til Oke, men HBK-forsvaret får ryddet op i begge tilfælde.
45' Tæt på 2-1. Oke holder sin modstander væk, vender rundt og afslutter. Den går i sidenettet.
46' Ny bagkæde i 2. halvleg. Randrup, Goodson, Dumic og da Silva kom ind. Stenderup, Norouzi, Albrechtsen og Jan K ud.
47' Holst er rykket op på midten.
52' I glimt fint spil, men kun halvsløje forsøg på mål fra begge hold.
53' Flot arbejde af Stryger i højre side. Bolden finder vej til Oke midt for mål - fladt i kassen.
53' Og så var der pludselig mål. 2-1 ved Oke.
60' 3-1 ved Jens Stryger.
61' Lækker aflevering af Semou, som spiller Stryger fri i dybden. Køligt lille tip over keeperen. Flot mål til 3-1.
64' Goodson tæt på efter hjørne. Mange Brøndby-muligheder i øjeblikket.
70' 4-1. Stryger tager en solotur - med en tunnel undervejs - og sætter den i nettet alene med keeperen.
76' Oke og Milutinovic går ud. Daniel Holm og K. Andersen kommer ind (U19).
80' HBK til både 2-4 og 3-4.
88' Thygesen med et hårdt skud, men lige på keeperen.
89' HBK bedre med efter de to hurtige kasser.
90' Slutfløjt. 4-3-sejr.

FS

Franck Semou sparkede bolden i kassen til 1-1 og modtog ros fra holdkammeraterne. Fotos: Arnason.dk.

ZM

Den bosniske prøvespiller Zoran Milutinovic spillede det meste af opgøret på den centrale midtbane. Først som 10'er, dernæst som 8'er.

OA

Oke Akpoveta knyttede næven efter sin scoring til 2-1.

JSL

Jens Stryger Larsen havde fart i benene - og to mål i støvlerne.

JSLMT

Mikkel Thygesen og Jens Stryger Larsen i glæde over sidstnævntes målnæse i dagens kamp.