Ineffektivitet kostede for U15 og U17

17.01.2013 09:00

Der er godt gang i indendørsstævnerne her i januar, og i den forbindelse har både U15- og U17-holdet været en tur syd for grænsen.

Begge mandskaber lagde godt ud i turneringerne, men ineffektivitet kom til at koste avancement til de afgørende kampe.

Flot puljesejr til U15 inden exit

Første mandskab på farten var U15, som satte kurs mod Østrig allerede i begyndelsen af det nye år.

Efter 0-0 mod FC Nürnberg i åbningskampen kom der for alvor gang i talenternes målnæser. Tre sejre i streg med en samlet målscore på 13-1 gjorde Brøndby IF til suveræn vinder af puljen.

Skarpheden blev imidlertid ikke taget med videre til mellemrunden, hvor nederlag til slovenske NK Maribor (1-2) og tyske Karlsruher SC (1-3) sendte de blågule ud, inden kvartfinalerne blev fløjtet i gang.

- Vi var gode om formiddagen og dårlige om eftermiddagen. Vi var virkelig på toppen i det indledende puljespil, men vi var skuffede over, at vi ikke var gode nok til at følge op på det, siger U15-cheftræner Søren Weber Juul.

- Det fede ved disse turneringer er, at man spiller de her forholdsvis korte kampe, hvor der er fuld knald på, og en enkelt fejl kan virkelig koste. Det var godt for drengene at blive målt på denne måde, og vi har uden tvivl lært noget af det her.

Kvartfinalen blev endestation for U17

I weekenden var Søren Weber Juul endnu en gang af sted. Denne gang stod han i spidsen for U17-talenternes udfoldelser i Tyskland.

Først blev det til 5-5 mod FC Basel. Dernæst fulgte en 2-1-sejr over Hertha Berlin, et 0-2-nederlag til Schalke 04, en 4-2-sejr over Dinamo Zagreb og uafgjort 2-2 mod VfB Stuttgart.

Pointhøsten sikrede avancement til kvartfinalerne, men svenske IFK Gøteborg trak det længste strå og sendte de blågule U17-spillere ud af turneringen med 2-1.

- Det var nok det svageste af de hold, vi mødte, men vi var for ineffektive i den kamp. Generelt lukkede vi for mange mål ind, men der var mange fine momenter i løbet af turneringen, fortælller Søren Weber Juul.

- Det var en god turnering med rigtig mange stærke hold, og jeg synes især, at Dinamo Zagreb, der tabte finalen til 1. FC Köln, var fantastiske at se.

Allerede på fredag tager holdet til Tyskland igen for at spille indendørs. Denne gang må de blågule imidlertid undvære Markus Bay og Rezan Corlu, som begge var i målhumør i weekenden. De skal på landsholdsopgaver.

- Markus og Rezan var virkelig gode, men så giver det en fin mulighed for, at andre kan træde endnu mere i karakter, siger Søren Weber Juul.

U15

Søren Weber Juul (yderst til højre) og U15-mandskabet.