Ung forsvarsspiller træner med Superligaholdet

14.01.2013 10:00

Der vil være et nyt ansigt blandt de hårdtarbejdende spillere i kulden, når Brøndby IF's A-trup tager hul på dagens træning. Det drejer sig om den svenske forsvarsspiller Ahmad Al-ammari, som vil deltage i denne uge.

Den 19-årige midterforsvarer har tidligere været forbi banerne omkring Brøndby Stadion. I efteråret spillede han således med U19-mandskabet, og de fine præstationer har gjort, at klubben har valgt at se ham an på højere niveau.

Ahmad Al-ammari, der har repræsenteret flere svenske U-landshold, var tilknyttet Elfsborgs ungdomshold, men er nu kontraktfri.