Medarbejdere: Glade for lønaftale

11.01.2013 14:40

Fredag kl. 14 har langt størstedelen af Brøndby IF's medarbejdere afleveret en underskrevet ny lønaftale med Brøndby IF.

Dermed er der bred opbakning til den nye lønaftale, som medarbejderne præsenterede for ledelsen onsdag formiddag. Nedenstående er en fælles udmelding fra medarbejdergruppen.

Stærkt sammenhold

Det er meget glædeligt og et stærkt signal, at vi medarbejdere over en bred kam har tiltrådt lønaftalen og dermed står sammen i en svær tid for klubben.

Det har været en god proces, hvor vi som medarbejdergruppe har oplevet stærkt sammenhold, og hvor ledelsen har været lydhør over for vores forslag, hvilket har resulteret i en god aftale, der likviditetsmæssigt styrker klubben mere og samtidig stiller os medarbejdere bedre end det oprindelige aftaleudkast.

Vi er glade for at kunne løfte vores del af byrden det næste stykke tid. Vi håber på stor opbakning fra alle øvrige interessenter - sponsorer, fans, aktionærer med flere - så Brøndby IF dels kan overleve i Superligaen og dels via en succesfuld aktieemission kan få tilført nødvendig kapital.

/Brøndby IF's medarbejdere