Gehrt slutter sig til Rommedahl og Ligalandsholdet

21.12.2012 14:20

Mathias Gehrt er netop blevet udtaget til den kombinerede træningstur for Ligalandsholdet og U21-landsholdet i Arizona til januar.

Den 20-årige Brøndby-spiller er således blandt de syv U21-navne, som er blevet føjet til den 25 mand store trup fra udtagelsen i forrige uge. Dermed vil Brøndby IF være repræsenteret ved to spillere, da Dennis Rommedahl allerede har fået udstedt en billet.

Tre kampe på programmet

Ligalandsholdets første kamp mod Canada bliver spillet lørdag den 26. januar kl. 13:00 lokal tid (kl. 21:00 dansk tid). Derefter følger kampen specifikt for truppens U21-spillere mod El Salvadors U20-landshold søndag den 27. januar.

Træningsturens sidste kamp mod Mexico bliver spillet onsdag den 30. januar kl. 20:00 lokal tid (kl. 4:00 dansk tid torsdag den 31. januar).

Træningsopholdet bliver gennemført i perioden fra den 22. til 31. januar med hjemkomst fredag den 1. februar 2013.

MG

Mathias Gehrt skal en tur til Arizona, USA, med U21- og Ligalandsholdet. Foto: Arnason.dk.