Auri gør status: Ikke tilfreds, men visse lyspunkter

Auri gør status: Ikke tilfreds, men visse lyspunkter

Med 2-2-resultatet mod SønderjyskE i årets sidste Superligakamp overvintrer Brøndby IF på 12. pladsen i en særdeles tæt bundkamp.

De sidste syv kampe i efteråret sluttede med en god stime - fire sejre, to uafgjorte og et nederlag til de forsvarende mestre fra FC Nordsjælland. I løbet af denne periode sendte de blågule blandt andet ærkerivalerne FC København ud af DBU Pokalen, og der venter derfor to semifinaleopgør mod Esbjerg fB til foråret.

brondby.com har taget en snak med cheftræner Auri Skarbalius, som gør status for efteråret 2012.

Du har allerede givet udtryk for, at du ikke er tilfreds med hverken pointhøst eller placering, men hvad er dine tanker, hvis du kigger på det spillemæssige indhold?

- Spillemæssigt har vi haft mange gode kampe, men vi har simpelthen ikke været kyniske eller dygtige nok i de afgørende situationer. Vi har spillet mange kampe, som lå og vippede, og i de fleste tilfælde endte de ikke med at vippe vores vej.

- Samtidig er det vigtigt at påpege, at spillerne har vist den rette mentalitet - forstået på den måde at de har rejst sig gang på gang. De har på intet tidspunkt ladet bundplaceringen slå dem ud. De har kæmpet for sagen og holdt fast i at søge marginalerne, og til sidst fik vi vendt den del i et vist omfang.

- Vi kan imidlertid ikke sige, at vi er tilfredse med efteråret, men der er visse lyspunkter. Vi har forbedret vores afslutningsstatistik i forhold til foråret. Vi har flere afslutninger i gennemsnit pr. kamp, men vores kvalitet har ikke været god nok. Vi har virket febrilske i situationerne i stedet for at have is i maven og spille chancerne større, når der var oplagt mulighed for det.

- En anden ting er, at vi har nedbragt antallet af modstanderens afslutninger med to styk i gennemsnit pr. kamp. Alligevel skaber de ofte flere chancer end os. Det vil sige, at vores modstandere som udgangspunkt har været dygtigere til at omsætte boldbesiddelsen til resultater i offensiven, og det skal vi have lavet om på.

Der er blevet snakket om 4-4-2, 4-3-3 og 4-2-3-1, siden du tiltrådte som cheftræner. Hvordan har den del af konceptet udviklet sig i efteråret?

- I sommer gik vi over til at spille med én decideret angriber. Vi forsøgte med Agger på kanten til at begynde med for at få noget fart på den position. Vi havde håbet, at det gik bedre, og da Krohn (Michael Krohn-Dehli, red.) forlod os, blev vi for nemme at læse.

- Simon (Makienok, red.) er ikke en type, der løber i dybden, og Romme var meget plaget af skader i den første del af efteråret. Vi kunne bruge Jens (Stryger, red.) på kanten, men vores muligheder for fart blev begrænsede, og det nedsatte vores muligheder for afveksling i det offensive spil og dermed for at gøre ondt på modstanderen. Da Romme kom i form, og Quincy (Antipas, red.) blev spillet ind, fik vi gode muligheder for at true i bagrummet. Det løftede vores offensiv.

- I begyndelsen af efteråret havde vi faktisk meget boldbesiddelse, men vi var ikke dygtige nok til at lukke ned for modstanderens omstillinger - og det kostede. Derfor gik vi på et tidspunkt over til at spille med to mere defensivt orienterede midtbanespillere, der kunne beskytte forsvaret. På et tidspunkt byttede vi også ud i bagkæden, hvor Dario (Dumic, red.) og Jens (Stryger, red.) kom ind og tilførte fysik og fart. Dermed blev det muligt at skubbe en midtbanespiller længere frem og kun spille med én "6'er".

- Udviklingen har i det hele taget set mere og mere fornuftig ud, som efteråret er skredet frem, og det var vigtigt, at vi fik 3-0-sejren over Silkeborg i DBU Pokalen. Det var tydeligt, at vores hold var presset mentalt, og alle vidste, at vi skulle vinde den kamp for at have den bedste forberedelse til jagten på en sejr i det efterfølgende Superligaopgør i Silkeborg. Her viste spillerne, at de kunne slå til, selv om presset var enormt.

- Samtidig var det også et eksempel på, at det er vigtigt at huske, at man skal blive ved med at tro på tingene - for så lykkes det på et tidspunkt. Vi spillede godt nok 2-2 med Esbjerg efterfølgende, men i store perioder så det godt ud for os i den kamp. Dernæst slog vi Horsens og FCK, hvor vi var ret kyniske. Vi havde opbygget både tro og rutine, og så begyndte marginalerne også at gå vores vej. Så mistede vi desværre den kynisme, da vi tabte 3-0 i Farum, for vi havde faktisk tre store chancer, som vi kunne sparke ind.

- Generelt har der været mange tegn på, at det fungerer rigtig godt for os mellem felterne. Til gengæld venter der en del arbejde med hensyn til aktionerne i feltet - både defensivt og offensivt. Hvis vi kan få rettet de ting i løbet af vinteren, så kommer vi stærkt ud til foråret.

AS

Cheftræner Auri Skarbalius ser tilbage på efterårssæsonen, der blandt andet bød på en pokalsejr over FC København. Foto: Arnason.dk.

image description
Hjemmebanetrøje 13/15 Voksen
FRA 549,- KØB HER
image description
Jubi Hættetrøje Sort
FRA 449,- KØB HER
image description
Udebanetrøje Voksen 14/15
FRA 549,- KØB HER
image description
T-shirt - V VSTGN
FRA 249,- KØB HER
image description
Skoletaske sort/navy
FRA 399,- KØB HER
image description
Cykelhjelm
FRA 250,- KØB HER
image description
Madkasse blå
FRA 70,- KØB HER
image description
Gymnastikpose
FRA 100,- KØB HER