Rommedahl: Det var ikke godt nok

07.12.2012 21:59

Dennis Rommedahl havde mål i støvlerne allerede efter fem minutters spil, da Brøndby IF her til aften spillede 2-2 med SønderjyskE.

En halv time efter 1-0-målet kom den hurtige kantspiller i fokus på ny, da dommeren dømte straffe til SønderjyskE og samtidig hev det gule kort op af lommen. Michael Tørnes reddede i første omgang, men dernæst fik Conor O'Brien alligevel bolden i nettet.

Skal kunne holde de føringer

- Jeg ved ikke, om det er nok til at dømme straffe, men det er selvfølgelig dumt af mig, at jeg giver ham muligheden for at falde, sagde Dennis Rommedahl efter slutfløjtet.

- Vi var foran to gange, men lod dem alligevel komme tilbage, og det var ikke godt nok. Vi skal kunne holde de føringer og vinde kampene. På den anden side skal vi nok også være lidt glade for, at de ikke hentede sejren til sidst. I perioder spillede vi okay, men vi må også erkende, at andre perioder var for dårlige.

- Det er lidt hårdere at ligge i bunden, for det føles ofte som om, at det er mere stolpe ud end stolpe ind. Når det er sagt, så er jeg positiv omkring at få et godt udbytte af vinterpausen. Jeg er sikker på, at vi nok skal få rettet op på de ting, som vi stadig skal arbejde med. Jeg er sikker på, at det nok skal få os til at rykke op på den anden side af stregen.