Auri: Kommer stærkt tilbage til foråret

07.12.2012 21:17

Dennis Rommedahl og Quincy Antipas bragte Brøndby IF foran 1-0 og 2-1 i aftenens opgør mod SønderjyskE i Haderslev, men de blågule måtte alligevel nøjes med 2-2 og et enkelt point.

Cheftræner Auri Skarbalius var ikke tilfreds med dagens indsats, men ser til gengæld frem til at kunne arbejde i dybden med holdet i løbet af vinterpausen.

Manglede løbevillighed

- Jeg kan ikke sige, at jeg er tilfreds i dag. Det skyldes ikke kun, at vi var foran to gange uden at vinde. Vi var for paniske med bolden og lod SønderjyskE stresse os.

- Vi manglede løbevillighed og vores sædvanlige vilje og gejst. Vi ved, at SønderjyskE altid investerer massivt i kampene, og det gjorde vi ikke på samme måde i dag. Dernæst skal vi være mere kyniske i og omkring felterne.

- Nu skal batterierne lades op, og så er vi klar til at tage fat igen til januar. Det gode ved den lange vinterpause er, at man har bedre mulighed for at præge truppen og arbejde i dybden med tingene. Vi har trods alt vist en række gode tendenser i den sidste del af efteråret, og vi kommer stærkt tilbage til foråret. Det er jeg ikke i tvivl om.

AS

Auri Skarbalius er klar til at tage fat igen til januar. Foto: Arnason.dk.